Det er efterhånden blevet lidt af et meme, at 47-årige Pharrell Williams stadig ser (næsten) lige så ungdommelig ud, som da han brød ind på scenen omkring årtusindskiftet. Falsetten og friskheden er to ting, dén mand aldrig mister.
Så derfor var det vel egentlig kun et spørgsmål om tid, før Pharrell ville lancere en serie af hudprodukter. For selvfølgelig skal den evigt unge musiker lukrere lidt på sit ansigts evne til at trodse tidens gang.
Derfor har produceren og sangeren altså nu startet sin egen hudpleje-serie med det lidt spøjse navn Humanrace. Måske fordi Pharrell i virkeligheden er en alien?
Hudpleje-udgivelsen kommer til at omfatte en række produkter og vil være miljøvenlig – inklusive muligheden for at genopfylde beholderne, når indholdet er brugt op. Så du kan altså være evigt ung med god samvittighed!