‘Ringenes herre’-instruktør Peter Jackson sidder i øjeblikket og arbejder på en dokumentar om et af verdens mest elskede bands. ‘The Beatles: Get Back’ er baseret på 56 timers hidtil uudgivne optagelser, som stammer fra The Beatles’ indspilning af deres sidste album, ‘Let It Be’.
Oprindeligt skulle filmen have været ude i september, men grundet corona-pandemien har produktionen været sat på pause. Nu er Peter Jackson imidlertid tilbage i klipperummet, og han har i den anledning sammensat en længere forsmag på, hvad vi har i vente.
»Det er ikke en trailer – de kommer næste år – og det er ikke en scene fra filmen«, forklarer instruktøren i den den nye video, som i stedet er en montage af klip, der, til tonerne af netop sangen ‘Get Back’, skal give publikum en fornemmelse af filmens stemning. Se forsmagen herover.
‘The Beatles: Get Back’ står til at få dansk biografpremiere 26. august 2021.