Hans Philip taler om racisme og global opvarmning: »Jeg tror, en essentiel del af at ændre verden kan være at stoppe op og lytte«

Hans Philip taler om racisme og global opvarmning: »Jeg tror, en essentiel del af at ændre verden kan være at stoppe op og lytte«
Hans Philip.

Hans Philip fik en stærk start på året med gårsdagens udgivelse af den sorgløse single ‘Somendrøm’, der fik premiere hos den anerkendte, internationale Youtube-kanal ‘Colors’.

Nu har kanalen fulgt op på sangen med et videointerview med den danske musiker, der kommer omkring store temaer som racisme og global opvarmning. Og selvfølgelig har Hans Philip masser af fornuftige pointer om verdenssituationen lige nu.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Interviewet starter med det store spørgsmål, om hvad Hans Philip tænker om at få børn, når verden ser ud som den gør lige nu.

»Jeg skal have børn, ligegyldigt om verden ændrer sig eller ej«, svarer Hans Philip. »For jeg tror, at hvis jeg ikke får børn, så vil det være ligesom at give op. […] Hvis du virkelig vil ændre verden, så er du nødt til at få børn. For når du lærer dem om alle de gode ting i livet, så kan de give det videre til deres børn«.

»Jeg tror ikke, at man skal leve sit liv baseret på, hvad man tror fremtiden bringer. Man skal leve sit liv baseret på, hvordan man gerne vil have fremtiden til at se ud«, siger Hans Philip senere i interviewet.

»Når man snakker om de store sociale og miljømæssige problemstillinger, bliver folk stressede. Det er nemmere at skubbe det væk, når tingene ikke ser så lyse ud. Men det er ikke en måde at leve livet på. Det er på en måde at undslippe livet«.

»Jeg tror ikke, man skal være bange for fremtiden. For fremtiden bliver ikke bedre, hvis ikke man kæmper for det. Og lige nu virker det til, at mange mennesker gerne vil gøre fremtiden bedre, og det er vigtigt. Det er det eneste, man kan gøre. Man kan planlægge en picnic, men man kan ikke forudse vejret«.

Hans Philip understreger, at det er vigtigt at lytte til hinanden, hvis vi skal komme videre i forhold til de store identitetspolitiske problemstillinger:

»Når folk taler om problemstillinger som racisme, så ender det altid med, at folk siger: ‘Den slags sker også for hvide mennesker’. Folk bliver ikke hørt. Jeg tror, at folk er nødt til at lytte meget mere, for lige nu er verden sat op til, at den der snakker højest bliver hørt, får toppositioner og så videre«.

»Jeg tror, en essentiel del af at ændre verden kan være at stoppe med at tale og bare lytte. Når nogen fortæller, de har et problem, så lad være med at sige: ‘Det har jeg også!’ Bare lyt. At lytte til andres problemer og indse, at andre mennesker har det anderledes end en selv, er vigtigt«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af