I kølvandet på Lana Del Reys afsløring af tracklisten og coveret til hendes næstkommende album, ’Chemtrails Over the Country Club’ (og dertilhørende klodsede kommentarer, der satte gang i en mindre SoMe-tsunami), fortsætter Lana i dag ufortrødent opvarmningen med albummets udgivelsesdato, titeltrack og tilhørende top-syrede video.
Først og fremmest: ’Chemtrails Over the Country Club’ er ude den 19. marts, og den kommer, som vi kunne erfare via gårsdagens trackliste, til at rumme 11 numre inclusive det tidligere offentliggjorte nummer ‘Let Me Love You Like a Woman’ samt Lanas Joni Mitchell-cover ’Free’.
I dag har vi så fået løftet sløret for albummets titeltrack, der er en smægtende retroballade i bedste dragende Lana Del Rey-stil. Den tilhørende musikvideo ligeså: Solbeskinnet effektiv hjemmevideo-æstetik og ypperlig melankolsk glamour – lige indtil alting halvvejs inde forvandles i fuldmånens skær, og de medvirkende kvinder bliver til glubske varulve, bedst som man troede, man havde luret formatet.