På ’Baba Business 2’ lyder Branco større end alle andre i dansk hiphop

På ’Baba Business 2’ lyder Branco større end alle andre i dansk hiphop
Branco. (Foto: Victor Jones)

Branco er den største danske rapper lige nu. Ikke kun fordi sangene fra ’Baba Business 2’ mere eller mindre indtog hele toppen af Spotify-charten, så snart de udkom, og stadig ligger der i skrivende stund. Og heller ikke fordi han ryddede priserne til DMA, eller fordi hans Instagram flyder over af overdådige billeder og videoer af helikoptere, privatfly og alverdens voksenlegetøj.

Nej, Branco er landets dominerende rapper lige nu, fordi ingen lyder større end ham. For selvom Albertslund-artisten måske ikke er den mest atletiske rapper, har ingen bedre sans for timing og dramatik. Branco rapper ikke bare, han iscenesætter hver scene for maksimal effekt, så hvert ord slår ned som en granat.

Det er en særlig storladen og overlegen rapstil, der får Branco til at virke som halvt Scarface halvt Godzilla. Han laver musik, der suger dig helt ind i hans egen superhelte-gangster-vision.

Den evne prægede allerede det første ’Baba Business’-album fra 2019, et globalt gangsterepos, der tænkte dansk hiphop større og mere internationalt end nogensinde før. Men den bliver for alvor slået fast på opfølgeren, der landede på årets første dag i 2021.

Der er hæsblæsende tempo på den medrivende ’Bando Bitch’, originale flows, som ingen andre ville forsøge, på første vers af ’Dripsnak 2.0’, samt overlegne gæster som britiske Nafe Smallz på ’Headshot’ og den svenske superstjerne Yasin på ’Jiggy’.  

Men frem for alt er der gigantiske sange, hvor Branco lyder som om, han vokser sig King Kong-stor, mens han rapper – som ’Back To Back’ og ’Tax Free’, der bygger videre på lyden fra tidligere hits som henholdsvis ’London Town’ og TopGunn-samarbejdet ’Sport’.

Og så har han simpelthen sublim sans for både omkvæd og fængende formuleringer – som på ’Showtime’, hvor han bygger et helt vers op omkring et møde på Noma, hvor »maden er elendig«.

Gennem hele albummet udstråler Branco total kontrol. Han mestrer både helt tunge flows som på ’Burna’ eller mere flowmæssigt avancerede tracks som singlen ’Hundo’. Og så får albummet – ligesom forgængeren – et dybere perspektiv på de mere eftertænksomme sangpassager på anden halvdel, der minder os om, at titlen ’Baba Business’ netop peger mod noget mere privat og personligt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Efter at ’Baba Business 2’ starter som en magtdemonstration, løfter det foden fra speederen halvvejs på ’Cruise Control’, og på ‘Dit indre’ får vi nærmest en slags schlager-rap a la ‘La Danza’. på ‘Everything’ genforenes Branco med MellemFinga-makkeren Stepz og giver en slags mantra for hele sit liv: »Startede med intet, bogstavelig talt intet / så vi vil ha’ everything!«

Men allervigtigst bliver slutningen af albummet løftet af mere personlige tracks, der viser motivationen bag Brancos store livsprojekt. Nemlig en betingelsesløs kærlighed til den nærmeste familie.

»Jeg ville bare ønske, jeg ku’ / helt normalt bare køre dig i skole / uden at tænke på at pakke pistol / uden at tænke på at støde ind i nogen«, synger han eksempelvis med nærmest knækkende stemme på sangen med den nuttede titel ’My Lord (Et brev til mine børn)’.

Ja, jeg sagde det: Branco har lavet en sang med en decideret nuttet titel. Så har vi også set det!

Den udvikling og fremdrift i albummet – fra urørlig narkokonge til kærlig familiefar – løfter albummet til noget større end bare en samling hits. Og det stærke helhedsindtryk gør også, at man tilgiver enkelte fejltrin, som de ikke helt overbevisende gæsteoptrædener af Trey & Zay (selvom de bruger Molo-lignende flows). De er altså ikke på samme niveau som Brancos tidligere samarbejdspartnere Benny Jamz og Gilli, der er helt fraværende på albummet.

’Baba Business 2’ er allerede en tidlig kandidat til årets bedste hiphopalbum, selvom det udkom på årets første dag. Lige nu er Branco i hvert fald den danske rapper, alle andre skal måles imod.


Kort sagt:
Brancos andet soloalbum, hvor han er både urørlig narkokonge og kærlig familiefar, cementerer hans status som Danmarks største rapper lige nu.

Branco. 'Baba Business 2'. Album. BMB / Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af