Forældre har det som bekendt med at synes, at deres egne børn er ufejlbarlige små genier, der ikke kan gøre noget som helst forkert. De ser det bedste i deres afkom, uanset hvad andre måtte tænke.
Det gælder også for ekstremt kendte mennesker som Kim Kardashian. Realitystjernen over dem alle har således postet et maleri på Instagram, som hendes 7-årige datter North West angiveligt har malet.
Det er jo i sig selv sødt nok. Der er selvfølgelig intet galt i at være stolt over noget, ens barn har skabt. Problemet er bare, at det billede, Kardashian har lagt op, ikke just ligner noget, en hvilken som helst 7-årig kan præstere.
Der har efterfølgende været en del skepsis over North Wests mesterværk på Twitter, og én bruger har fundet ud af, at en af Kim Kardashians venners barn har malet det samme billede.
Er der tale om en malerlærer, som virkelig kan lære 7-årige at male sådan noget her? Har Kim og Kanye skabt en ny Picasso? Eller er det noget snyd på spil?
Måske ingen af delene, for senest har malerlærerens datter meldt sig på banen og fortalt, at alle, der har moderens malerkursus, lærer at male samme billede. Så det er altså ikke just et originalt maleri, som North West har skabt fra sin egen fantasi – men det er nok heller ikke helt løgn, at hun har skabt det selv.
Skepsissen på de sociale medier gider Kim Kardashian i hvert fald på ingen måde at finde sig i. Hun er gået til modangreb på Instagram og blandt andet skrevet følgende:
»Hvor vover I at se fantastiske ting fra børn og så anklage dem for ikke at være fantastiske?«.
Hun har også tilføjet denne afklaring med store bogstaver: »NORTH WEST MALEDE DET BILLEDE, PUNKTUM!«