Rihanna har ikke udgivet et album siden ‘Anti’ i 2016, men hun har været pænt aktiv på andre fronter.
Hun har således søsat både et makeupbrand (Fenty Beauty), et undertøjsmærke (Savage x Fenty) og tøjbrandet Fenty, der er lavet i samarbejde med modegiganten LVMH, som også ejer blandt andet Louis Vuitton, Dior, Fendi og Givenchy. Men nu lukker Fenty ned.
Fenty var ellers først blevet lanceret med en debutkollektion i foråret 2019. »Det er en stor dag for kulturen«, sagde Rihanna i maj 2019, hvor hun blev den første kvinde til at skabe et originalt brand hos LVMH, og den første ikkehvide kvinde til at lede et LVMH-modehus. Men nu er det altså slut med tøjeventyret.
Der er dog godt nyt for Rihanna og Fenty-universet på andre fronter. Samtidig med, tøjmærket lukker ned, bliver der satset endnu mere på undertøjsbrandet, som netop har fået en kapitalindsprøjtning på 115 millioner dollar.