#FreeBritney-bevægelsen, som vil befri Britney Spears fra det værgemål, hun blev underlagt efter sammebruddet i 2008, fik fortsat mere medvind, da den stort omtale dokumentar ‘Framing Britney Spears’ kom ud i år.
Den The New York Times-producerede dokumentar dykker ned i, hvordan det kunne gå så vidt, at en af tidens største popstjerner blev umyndiggjort. Samtidig belyser den, hvor begrænset en tilværelse Britney Spears lever i i dag, hvor hendes far fortsat fungerer som hendes værge og dermed kontrollerer hendes økonomi og karriere.
Nu fortæller filmens hovedperson for første gang om, hvordan hun har reageret på den omdiskuterede film. Det gør hun i teksten til en af sine vanlige dansevideoer på Instagram, hvor sangvalget denne gang er faldet på Aerosmiths ‘Crazy’.
»Mit liv er altid blevet spekuleret meget i, betragtet og bedømt – virkelig hele mit liv!«, skriver hun indledningsvist i opslaget.
»Det kræver meget styrke at dele sin sande sårbarhed med universet, fordi jeg altid er blevet bedømt, svinet til og gjort til grin af medierne, og det bliver jeg stadig i dag! Mens Jorden forsat drejer rundt, og livet fortsætter, er vi stadig lige så skrøbelige og sensitive som personer!«, fortsætter hun, og deler så sin reaktion på filmen, som hun ikke har set i sin helhed, men forståeligt nok er følelsesmæssigt påvirket af.
»Jeg har ikke set dokumentaren, men af det, jeg faktisk så fra den, blev jeg skamfuld over det lys, de fremstillede mig i. Jeg græd i to uger og altså… jeg græder stadig nogle gange! Jeg gør, hvad jeg kan, i min egen spiritualitet med mig selv for at prøve at beholde min egen glæde, kærlighed og lykke! At danse hver dag bringer mig glæde! Jeg er her ikke for at være perfekt. Perfekt er kedeligt. Jeg er her for at give venlighed videre!«
Find hele teksten og den dertilhørende dansevideo i opslaget herunder. ‘Framing Britney Spears’ kan ses på TV 2 Play.