Lil Nas X går virkelig ikke ned på computeranimeret lir i sine musikvideoer. Sidste år var han en sølvfarvet sci-fi-julemand, og i den nye musikvideo til singlen ‘Montero (Call Me By Your Name)’ kommer vi både forbi Edens have og helvede.
»Call me by your name / tell me, you love me in private«, synger Lil Nas X i den nye sang, hvis video dog ikke minder særlig meget om Luca Guadagninos sommerlige coming of age-film – udover at den selvfølgelig er liderlig og homoerotisk.
I begyndelsen af videoen er Lil Nas X en guitarspillende udgave af Adam i Edens have, der fristes til at snave med slangen (også spillet af Lil Nas X). Den syndige rejse ender for foden af verdens længste stripperstang, nærmere bestemt helvede, hvor Lil Nas X giver selveste djævlen (igen spillet af Lil Nas X) en lapdance, inden han selv overtager den brandvarme underverdens trone.
‘Montero’ er ikke bare titlen på den nye sang, men er også Lil Nas X’s rigtige fornavn. I forbindelsen med udgivelsen af videoen har rapperen delt et brev på Instagram rettet mod sit fortidige, 14-årige jeg. Det handler om at turde springe offentligt ud som homoseksuel – ikke bare for sin egen skyld, men for andres.
»Kære 14-årige Montero, jeg skrev en sang med vores navn på. Den handler om en fyr, jeg mødte sidste sommer. Jeg ved, vi lovede aldrig at springe ud offentligt, jeg ved, vi lovede aldrig at blive ‘den’ slags homoseksuelle person, jeg ved, vi lovede at dø med hemmeligheden, men det her vil åbne døre for, at mange andre queer personer bare kan eksistere«, lyder brevet.
»Ser du, det her meget skræmmende for mig, for folk kommer til at blive sure, de vil sige, at jeg tvinger en dagsorden igennem. Men sandheden er, at det gør jeg. Dagsordnen om at få folk til at lade andres fucking liv være og stoppe med at diktere, hvordan de bør være. Sender dig kærlighed fra fremtiden«.