At Childish Gambino i 2018 storhittede med singlen ‘This Is America’ var ifølge en mindre kendt hiphopkollega i ikke helt fortjent.
I hvert fald har rapperen Kidd Wes ifølge blandt andre Pitchfork netop sagsøgt manden med det borgerlige navn Donald Glover for med sin virale single at have krænket ophavsretten til sangen ‘Made In America’.
Kidd Wes lagde sin sang ‘Made In America’ på SoundCloud i 2016 og tilegnede sig ophavsretten til sangen, da den blev udgivet som del af albummet ‘Eleven: The Junior Senior Year’ i 2017
I sagsanlægget kræver Kidd Wes’ advokater en økonomisk erstatning. De argumenterer for, at »de betydelige ligheder mellem sangene inkluderer, men er ikke begrænset til, næsten identisk, unikt rytmisk, lyrisk og tematisk kompositorisk og performativt indhold i sektionerne med omkvædet – eller ‘hooket’ – som er centrale elementer i begge sange«.
Kidd Wes med det civile navn Emelike Wesley Nwosuocha sagsøger også Young Thug, der var med til at skrive sangen, producer Ludwig Göransson samt en række pladeselskaber tilknyttet udgivelsen. Ingen af de anklagede har endnu udtalt sig om sagen.
»Lighederne mellem de to stykker musik er hindsides tilfældighed og indebærer ophavsretsbrud«, siger Kidd Wes’ advokat til Pitchfork. »Hr. Nwosuocha er sikker i sine påstande og søger bare den anerkendelse og kompensation, han fortjener, efter den uautoriserede brug af hans musik«.
‘Made In America’ og ‘This Is America’ kan høres herunder.