Die Antwoord droppet af britisk festival efter klager fra andre kunstnere i lineuppet

Die Antwoord droppet af britisk festival efter klager fra andre kunstnere i lineuppet
Die Antwoord. (Foto: PR)

Det var oprindeligt meningen, at Die Antwoord til august skulle optræde på den engelske festival ALT+LDN. Det er nu ikke længere tilfældet, har den London-baserede begivenhed meldt ud.

Fjernelsen af Die Antwoord fra lineuppet sker i kølvandet på, at flere andre kunstnere, der også skal spille til ALT+LDN, har kritiseret bookingen.

Den sydafrikanske hiphopgruppe har nemlig et noget blakket ry med sager om både homofobiske ytringer og seksuelle overgreb.

I 2019 blev Die Antwoord således droppet af en række festivaler, efter der dukkede en video op, hvor gruppen brugte homofobiske skældsord mod et medlem af bandet Hercules & Love Affair.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Rapperen Ninja er desuden blevet beskyldt for seksuelle overgreb af flere kvinder.

Blandt andet meldte den australske sanger Zheani Sprakes ham i 2019 til politiet for seksuelle overgreb og hævnporno. En anden sanger, Dionna Dal Monte, har også anklaget Ninja for overgreb.

Die Antword-rapperen benægter anklagerne, og gruppen har beskrevet episoden med Hercules & Love Affair som »et skænderi med nogen, der fuckede med os«.

Die Antwoord spillede i 2019 på Heartland Festival, i 2017 gav de koncert på Tinderbox, og i 2015 lagde de vejen forbi Roskilde Festivals Orange Scene.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af