1. Faye Webster ‘Cheers’
Faye Webster og hendes alternative take på country og folk fik et mindre gennembrud med 2019-albummet ‘Atlanta Millionaires Club’. Med ‘Cheers’ annoncerer hun nu sit næste album, ‘I Know I’m Funny Haha’, der udkommer 25. juni.
2. Black Midi ‘Slow (Loud)’
Englands ukronede konger af vanvid, mathrockbandet Black Midi, udgiver 28. maj deres andet album, ‘Cavalcade’. Her finder man blandt andet singlen ‘Slow (Loud)’, der efter Black Midi-standarder er et overraskende melodiøst og lyttervenligt track. Hvilket betyder, at det i forhold til de fleste andre bands stadig er et gakket stykke »what the fuck«-rock af mest hjernevridende, ukommercielle kaliber.
3. Half Waif ‘Swimmer’
Vi går mange spændende album i møde disse dage. Den amerikanske artpop-kunstner Half Waif udgiver 9. juli albummet ‘Mythopoetics’, hvorfra vi har fået den isnende, svævende forløber ‘Swimmer’, der byder på et vidunderligt rigt synth-lydbillede.
4. Jessie Ware ‘Please’
Vi gav Jessie Wares seneste album, dancepopværket ‘What’s Your Pleasure’, en lidt lunken anmeldelse. Men der er absolut intet lunkent over den solide dansegulvsbasker ‘Please’, som vi her får som optakt til den kommende deluxe-udgave af albummet. Hele deluxe-udgaven lander 11. juni.
5. Squid ‘Pamphlets’
Squids krautrockede dance-postpunk er noget af det mest spændende i international rockmusik disse dage – sammen med førnævnte Black Midi. 7. maj udgiver de debutalbummet ‘Bright Green Field’, og dette maniske, otte minutter lange epos får lov til at afslutte tracklisten.
6. Molly Burch ‘Control’
Molly Burchs singer/songwriter-pop er så dejlig hjertevarm og inviterende, og ‘Control’ er ingen undtagelse. Der er mere af samme skuffe, når Burch 23. juli udgiver albummet ‘Romantic Images’.
7. Billie Eilish ‘Your Power’
Endnu et album i den lange række af imødesete udgivelser er Billie Eilishs albumtoer, ‘Happier Than Ever’, der rammer streamingtjenesterne 30. juli. Den akustiske ballade ‘Your Power’ giver gåsehud, som Billie bramfrit synger om en, der har misbrugt sin magt.
8. The Alchemist feat. Earl Sweatshirt ‘Loose Change’
Ny ep fra vor tids muligvis mest konsekvente hiphopproducer? Ja tak! ‘This Thing of Ours’-ep’en er ude nu, men kort inden udgivelsen udgav The Alchemist Earl Sweatshirt-samarbejdet ‘Loose Change’, der med sin korte spilletid og stærke levering bare inviterer til, at man trykker på den repeat-knap.