Jessie Wares retropop lyder storartet – men det vigtigste mangler

3 6
Jessie Wares retropop lyder storartet – men det vigtigste mangler
Jessie Ware.

De to første singler, der gik forud for Jessie Wares nye album ‘What’s Your Pleasure?’, gav mig rigtig høje forhåbninger. ‘Mirage (Don’t Stop)’ og ‘Spotlight’ var begge pivlækker, disco-inficeret popmusik, der med finesse, klasse og groovy basgange fortryllede mig. Det var som en lidt mere tilbageholdende indie-udgave af det, Dua Lipa præsterede med sit nyeste album.

Men efter at have fået albummet at høre, klinger det hele pludselig en smule hult. Det er egentlig ikke fordi, meget er ændret fra formlen, der fik de indledende singler til at virke. Men der er lige akkurat ændret nok, til at lytteoplevelsen bliver kaloriefattig.

Melodierne er generelt ikke noget at råbe hurra for – hvilket i den grad er lig med rødt flag. Men melodierne på sange som ‘Ooh La La’ og ‘Step Into My Life’ er altså præget af kluntede staccato-vokalrytmer, der ikke kommer nogen vegne, nærmest som om de bare bliver brugt på at fylde tid ud.

På ‘Soul Control’ føles omkvædet mest af alt som om, det er en bro, hvilket gør det noget undervældende, at det ikke bygger op til andet end post-omkvædet – der blot føles som endnu en bro. Den æteriske ‘In Your Eyes’ er helt forladt for hooks, der hænger ved i mere end ét sekund.

Og når der ikke er meget melodisk at hænge ved, så falder sindet altså over på lyrikken. Man kan sagtens lave en fremragende popplade, der lyrisk vader i klicheer, men på ‘What’s Your Pleasure?’ er der altså for lidt øvrig substans til, at jeg let kan abstrahere fra dem.

»Don’t kill me with your love«, »I’ll just keep on dancing in your eyes«, »The heart of the city is on fire« – sådan nogle linjer kan være fine hist her, men så generisk er stort set hver eneste lille lyrikbid.

Sat sammen med de ofte svage melodier er sangskrivningen virkelig ikke dette albums stærke side. Og når man laver et popalbum som ‘What’s Your Pleasure?’, så er det altså ikke helt forkert at udråbe sangskrivningen som det vigtigste i ligningen.

Der er dog lyspunkter og en håndfuld numre, der for alvor lander. Desperationen på ‘Spotlight’ er gribende og melodisk velopbygget, og ‘Mirage (Don’t Stop)’ er stadig spændingsfyldt, når underspillet sensualitet i versene kontrasteres med pågående vildskab i omkvædet. Den lettere Robyn-kanaliserende ‘Save a Kiss’ har et fornemt melodisk fundament, der elegant leder op til storladne udbrud. Og selv om sangen ikke fanger mig hele vejen igennem, må jeg indrømme, at kormelodien på ‘Remember Where You Are’ altså smukt indfanger stemningen af at bevæge sig ud i den store vilde verden.

At ‘Remember Where You Are’ får flot Motown-klingende instrumentation med sig hjælper også gevaldigt. Instrumentationen og produktionen er i det hele taget albummets stærkeste force. Den er ikke videre opfindsom eller nytænkende, men der er vældig solide pasticher af en del forskellige af fortidens musikalske bølger.

Jessie Ware leger 90’er-Madonna på ‘The Kill’, Diana Ross på ‘Step Into My Life’, Donna Summer på titelnummeret – og endda The xx på ‘Adore You’ og Portishead på ‘In Your Eyes’. Stilarterne bliver rekreeret rigtig fornemt, og Wares stemme klæder dem konsekvent. Trods de mange stilarter føles albummet aldrig stilforvirret, og de markante basgange og den flittige brug af strygere gør det til en overraskende kohærent lytteoplevelse.

Men man kan altså kun komme langt med et vellydende popalbum, hvis sangskrivningen også er der. ‘What’s Your Pleasure?’ er behageligt at lytte til – men kun ganske sjældent engagerende.


Kort sagt:
Trods en veleksekveret produktion er det kun sjældent, at Jessie Wares retropop imponerer – sangskrivningen er simpelthen ikke af tilfredsstillende kaliber.

Jessie Ware. 'What's Your Pleasure'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af