Jessie Ware – storladent og stilsikkert

Integritet er ordet, man sidder tilbage med efter at have oplevet Jessie Wares koncert i Store Vega onsdag aften. Både musikalsk og æstetisk leverede hun en stilsikker præstation, som ikke efterlod trofaste fans meget at ønske. Det skulle da lige have været nogle ekstranumre, men før aftenens sidste nummer proklamerede Ware – på befriende ærlig vis – at hun ikke gjorde sig i den slags. Ikke fordi hun ikke ville, men fordi det ydmyge omfang af hendes hidtidige diskografi forhindrede hende i det. Taget i betragtning af, at denne diskografi ’kun’ udgør to album (‘Tough Love’ og ‘Devotion’), var det dog en imponerende spændvidde, den britiske sangerinde trods alt kunne præstere.

Aftenen bød således på alt fra grandiose ’Champagne Kisses’ og elegante ’Cruel’, der begge afslører Wares forkærlighed for landskvinden Kate Bushs symfoniske kompositioner, suppe, steg og is-cha cha cha på ’Keep On Lying’, og 90’er-poprock a la Jennifer Paige og Natalie Imbruglia på ’You & I (Forever)’, som MTV-generationen enten elsker eller hader det.

At et sådant differentieret udsnit kunne leveres uden at kompromittere hendes integritet, må imidlertid også tilskrives hendes firemand høje band, der med få, men velvalgte virkemidler formåede at fremhæve Wares styrker. Alle var de i øvrigt ulasteligt klædt i mørke blazere med opsmøgede ærmer i bedste ’Miami Vice’-stil (minus pastelfarverne), som – til forskel fra deres lydlige udtryk, der blev drevet af en inciterende bas, stortrommeslag med bund i og måneskinsguitar – udgjorde et afdæmpet akkompagnement til Wares mørkeblå fløjls-turtleneck.

Den æstetiske koordinering var altså sofistikeret, men også ukontroversiel, og det samme må desværre siges om nogle af live-arrangementerne, der forekom uinspirerede og forudsigelige, eftersom de enkelte instrumenter ofte skiftedes til at spille hovedrollen, alt imens de øvrige mere eller mindre lagde sig op af studieversionen. Særligt slemt blev det mod slutningen af settet på numre som ’Pieces’ og ’Sweetest Song’, der blev domineret af akustisk klaver som det kendes fra Christina Aguilera og andre popdivaers mest patosfyldte ballader.

Men patos er også blot en appelform, og bruges den konstruktivt, kan den forstærke budskabet, hvilket den britiske sangerinde omvendt beviste på aftenens sidste nummer, hendes folksoulede storhit ’Say You Love Me’, som blev leveret med en længsel og indlevelse, der var countrygenren værdig. Lige så befriende ærlig afvisningen af ekstranumre var, lige så forløsende var det derfor også, at Ware undsagde den konventionelle koncertdramaturgis klimakstvang og i stedet lod aftenen finde sin naturlige udtoning. Det er trods alt ikke mange artister, der kan gøre det med integriteten i behold.

Læs også: Jessie Ware elsker København: »Jeg ville ønske, jeg kunne tage på Noma«