Jessie Ware

Igennem det seneste års tid har Jessie Ware manifesteret sig som den vokale glasur på kagen for et par af de producere, der har haft størst held med at tage dubsteppen i mere poppede retninger uden tab af integritet. Sammen med Joker og SBTRKT har hun skabt stensikre cross-over hits, så forventninger til hendes debut var været høje. Og når producer-listen oveni købet afslører et navn som Julio Bashmore, ville det ikke være urimeligt at regne med, at Jessie Ware fortsatte sin interessante udforskning af rummet mellem pop og moderne electronica.

Men som så mange gange før er forventningens glæde desværre langt højere end forløsningen. Den vovede kombination af snørklede, nytænkende produktioner og catchy popsensibilitet er stort set totalt fraværende. I stedet lyder albummet som et krampagtigt forsøg på at opdatere nogle 80’er-popdyder, som man troede var lagt i graven med Whitney Houston og Peter Gabriel. ’Still Love Me’ lyder til forveksling som en blodfattig minimalistisk udgave af ’Sledgehammer’ – og så er den med sit simple syntetiske basanslag endda det ’bedste’, men desværre ikke særligt vellykkede, forsøg på at videreudvikle Wares tidligere meritter.

Alt for mange numre ender ud i alt for klæbrige omkvæd, der nok sætter sig på hjernen, men på den der irriterende måde, som kun middelmådige popnumre gør det. Helt galt bliver det på ’Running’, hvor hele balladen tilsættes et ordentligt skvæt udsvævende elektrisk guitarsolo. Forhåbentlig er der nogle af hendes tidligere legekammerater, der forbarmer sig og trækker den kære Jessie Ware tilbage i et mere interessant element næste gang.