»Hun er the one«, fortalte ASAP Rocky storladent i et nyt interview med GQ: »Mit livs kærlighed«.
Og hvem er det så, rapperen taler om med store røde hjerter i øjnene? Rihanna selvfølgelig.
Rygterne har svirret noget tid, men med GQ-interviewet blev det gjort helt og holdent officielt: Rihanna og ASAP Rocky er i et forhold, og sammen har de så meget kulturel ballast, at de (næsten) kan konkurrere med Jay-Z og Beyoncé, hvis man skal kåre musikverdenens største power couple.
Med sådan en nyhed følger selvfølgelig en masse spørgsmål.
Hvordan opstod hele romancen? Skal de lave et fællesalbum a la The Carters? Kan Rocky rent faktisk få Rihanna til at udgive musik igen? Og selvfølgelig meget essentielt: Hvilket kendispar-kælenavn mon ender med klæbe sig til dem?
For som alle ved, så er man først et ægte power couple, når man får sit helt eget kælenavn. Spørg bare Bennifer, Brangelina, Kimye, Hiddleswift, TomKat og Chavril (Chad Kroeger og Avril Lavigne!).
Vi har været (synes vi selv) meget opfindsomme og kommer her med fem bud på ASAP Rocky og Rihannas kendis-kælenavn.
1. RiRock
Denne her ligger lige til højdebenet – specielt med de to r-bogstaver i versaler: RiRock. Det klinger bare meget rent, ligger godt i munden. Og smager lidt af hiphop.
Spørgsmålet er bare, om ‘Rock’-delen bliver lidt for uoriginal? Dwayne ‘The Rock’ Johnson er trods alt verdens bedst betalte mandlige skuespiller. Og ham kan ingen jo konkurrere med.
2. Pretty motherfuckers
»I be that pretty motherfucker« lyder den allerførste linje i ASAP Rockys efterhånden ti år gamle gennembrudshit ‘Peso’.
Den selvsikre proklamering har siden da klistret sig til rapperen, så hvorfor ikke bare smække et ‘s’ på og gøre den til flertal?
3. Rocanna
Ligesom RiRock er vi ude i en klassisk Bennifer-agtig sammensætning af de to superstjerners navne.
Men hvor RiRock har skarpe kanter, lyder Rocanna mere som en dyr parfume med noter af cubanske cigarer og tropiske frugter. Måske jeg tænker det, fordi navnet lyder lidt som det ægte parfumemærke Paco Rabanne?
Det er muligt, men Rocanna dufter (eller stinker) af luksus og livsnyderi, så på den måde passer det jo faktisk ret godt.
4. Fashion Killas
Tilbage i 2013 udgav ASAP Rocky sangen ‘Fashion Killa’, og i musikvideoen spilles hans kærlighedsinteresse af ingen anden end … ta-da … Rihanna!
Mode fylder stadig en hel del hos dem begge, så et eller andet sted ville der på flere planer være noget full circle shit over det, hvis de fremover blev omtalt som the fashion killas.
Eneste minus: Man ville hele tiden blive mindet om selve sangen, der virkelig ikke er en kronjuvel i Rockys bagkatalog.
5. ASAP Fenty
Rocky kommer jo fra en hiphopklan med sit helt eget navn, så måske det også kunne bruges i denne her sammenhæng?
Til det her forslag foretrækker vi dog Rihannas efternavn Fenty, der også har lagt navn til hendes modehus.
Hvorfor? Fordi det lyder mere badass.