Sidste gang, Justin Bieber gæstede et Skrillex-nummer, blev det et kolossalt og tonangivende verdenshit. Jeg taler selvfølgelig om ‘Where Are Ü Now’ fra 2015, som var en del af Skrillex og Diplos fællesalbum ‘Jack Ü’.
Siden har Skrillex produceret en række sange for Bieber – blandt andet ‘Sorry’ og ‘I’ll Show You’ fra ‘Purpose’-albummet og ‘Somebody’ fra popstjernens nyeste plade. Nu er tiden kommet til, at hitproduceren igen får besøg af Biebers flødestemme på en ny single.
Det sker på nummeret ‘Don’t Go’, som også har Travis Scott-protegen Don Toliver med som gæst. Ligesom i ‘Where Are Ü Now’ bruger Skrillex et gennemgående vokalsample, men lyden er noget mere organisk end i det seks år gamle hit. Man støder både på akustisk guitar og en spøjs fløjtelyd i den tempofyldte sang, som Justin Bieber og Don Toliver synger og rapper over.
Den nye single kommer med en musikvideo, hvor sangens tre bagmænd befinder sig på en form for museum. Her udstilles der både blødende malerier, udstoppede dyr, en neonoplyst glasmontre og farverige billedprojektioner. Se videoen herunder.