Endnu en dag, endnu en skør Kanye-nyhed!
Manden, der for tiden bor i et kæmpe stadion, hvor han er ved at genopføre sit barndomshjem, og som for nylig genoplivede en årelang beef med heftige trusler mod Drake, har således nu officielt anmodet om at få ændret sit navn.
Jep: Kanye West vil ikke længere hedde Kanye West. I stedet vil han helt enkelt bare hedde: Ye.
Det to bogstaver lange navn har længe været hans kælenavn, og i 2018 udgav han et album ved navn ‘Ye’. Men nu skal det altså være hans officielle navn, rapporterer TMZ.
Navneforandringen kommer i en intens periode for Kanye – undskyld: Ye – for hans fans har ventet i ugevis på albummet ‘Donda’, som rapperen gentagne gange har udskudt. Seneste nyt på den front er, at der skulle være endnu et lytteevent (det tredje af slagsen) i morgen i hjembyen Chicago.