Kendrick Lamar afslørede for nylig, at han er i fuld sving med at lave sit næste album, der bliver hans sidste hos pladeselskabet Top Dawg Entertainment.
Rapperen har i den forbindelse været meget stille den seneste tid, og han har ikke medvirket på en eneste udgivet sang i 2021 – i 2020 var hans eneste optræden som gæst på Busta Rhymes’ ‘Look Over Your Shoulder’.
Det ser dog ud til, at vi på fredag får den første 2021-single med ord fra Kendrick Lamar. Der er dog ikke tale om den meget imødesete solosingle, som skal skyde hans næste albumprojekt i gang, men i stedet et samarbejde med rapperen Baby Keem – som faktisk er Kendricks fætter.
Keem har annonceret singlen ‘Family Ties’ med et billede af coveret, der er en klar reference til Kendrick Lamars ‘Good Kid, M.A.A.D City’. Denne gang er alle ansigter tildækkede på nær en meget ung Kendrick og hvad man må formode er en endnu yngre Keem.
Singlen lander fredag morgen dansk tid.
Baby Keem har tidligere i 2021 udgivet Travis Scott-samarbejdet ‘Durag Activity’ og arbejder efter sigende frem mod sit debutalbum ‘The Melodic Blue’.