Alle kender coveret til Nirvanas ‘Nevermind’ fra 1991: Babyen i en svømmepøl, der er på vej mod en dollarseddel på en fiskekrog.
Nu har babyen på coveret, Spencer Elden (i dag en voksen mand), sagsøgt Nirvanas nulevende medlemmer samt Kurt Cobains bo og beskylder dem blandt andet for udnyttelse i forbindelse med coveret. Det rapporterer TMZ, mens Pitchfork har fået fat i dokumenterne til søgsmålet.
Ifølge søgsmålet hævder Elden, at hans forældre aldrig underskrev et dokument, der »autoriserede brugen af nogen billeder af Spencer, specielt ikke kommerciel børneporno, der gengiver ham«.
Fotografen Kirk Weddle samt pladeselskaberne bag albummet er også nævnt i søgsmålet. Weddle var i sin tid ven med Spencer Eldens far, hvilket er årsagen til, at Spencer endte på ‘Nevermind’-coveret.
Elden Spencer søger blandt andet erstatning og dækning af advokatomkostninger.
»Den permanente skade, han har lidt, inkluderer men er ikke begrænset til ekstrem og permanent følelsesmæssig lidelse med fysiske manifestationer«, lyder det blandt andet i søgsmålet.