Beefen mellem Drake og Kanye West fortsætter. Over weekenden lækkede førstnævnte en uudgivet sang af Kanye West med André 3000 som feature, da han var vært for et gæstemix på SiriusXMs radioprogram Sound 42.
Titlen på sangen er ‘Life of the Party’, og den var planlagt til at udkomme på ‘Donda’. Det skete som bekendt ikke, men West spillede sangen i Berlin tidligere på ugen til en lyttefest – og på en eller anden måde har Drake altså fået fingrene i optagelserne.
Drakes motiv er tilsyneladende at sikre, at en officiel version af sangen aldrig udkommer. Sangen byder nemlig på et par skarpe linjer rettet mod Drake, når West rapper:
»I put Virgil and Drake on the same text and it wasn’t about the matching Arc’teryx or Kid Cudi dress/Just told these grown men stop it with the funny shit«, rapper Kanye: »Thought we was the new Abu Dhabi/Told Drake don’t play with me on GD and he sent that message to everybody/So if I hit you with a ‘WYD,’ you better hit me with, ‘Yessir, I’m writing everything you need«.
André 3000 har siden taget afstand fra sangen, som han forklarer ikke kom med på ‘Donda’, fordi West valgte at lave et »clean« album uden bandeord – og først fortalte rapperen det, efter han havde skrevet og indspillet sit vers.
»Det stod klart for mig, at en redigeret udgave af verset ikke ville fungere uden også at have den rå original tilgængelig. […] Det track, jeg modtog og skrev til, indeholdt ikke diss-verset«, skriver han blandt andet på Twitter.
Han begræder desuden fejden mellem Drake og Kanye West:
»Det er ærgerligt, at sangen blev udgivet på denne måde, og at to artister, som jeg elsker, kører frem og tilbage. Jeg ville også gerne have været med på ‘Certified Lover Boy’. Jeg vil bare gerne arbejde sammen med folk, der inspirerer mig«.
Drake og Kanye West har længe beefet, men der blev for alvor sat blus på stridighederne op til udgivelserne af ‘Donda’ og ‘Certified Lover Boy’, hvor Drake dissede West på et Trippie Redd-track.