En dokumentar om Kanye West er på vej til Netflix, efter streamingtjenesten sikrede sig rettighederne med et kæmpestort millionbeløb. Nu har første forsmag på serien, der har fået titlen ‘Jeen-Yuhs’, ramt internettet.
Teaseren består af ét langt videoklip, som stammer fra 2002 under udarbejdelsen af Kanye Wests debutalbum ‘College Dropout’. I klippet ser vi en ung Kanye og Mos Def rappe deres bars fra sangen ‘Two Words’. »Oh shit«, lyder det fra Mos Def, efter kollegaen med stor energi har rappet sit vers.
‘Jeen-Yuhs’ er baseret på en masse hidtil uudgivne optagelser, som instruktørduoen Clarence Simmons og Chike Ozah, bedre kendt som Coodie & Chike, har filmet gennem 21 år. Coodie & Chike samarbejdede med Kanye i hans tidlige karriere tilbage i 90’erne, hvor de instruerede musikvideoen til netop ‘Two Words’ samt til de to andre ikoniske ‘College Dropout’-singler ‘Through the Wire’ og ‘Jesus Walks’.
Lige siden dengang har Simmons løbende fulgt hovedpersonen i dagligdagen, og det er altså nu blevet til den nye dokumentarserie, som får premiere på Netflix engang i 2022. Se den nostalgiske teaser herunder.