Fremtiden for P6 Beat og P8 Jazz har længe været præget af usikkerhed, men nu er de to radiokanalers fremtid blevet sikret – i hvert fald indtil 2024.
DR får nemlig nu 15 millioner kroner årligt i 2022, 2023 og 2024, som skal bruges på at fortsætte driften af P6 Beat og P8 Jazz, der har fokus på alternativ rytmisk musik og jazz.
Meldingen er kommunikeret ud via en pressemeddelelse hos Kulturministeriet, og det er et politisk flertal bestående af SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og regeringen, som har besluttet at videreføre de to kanaler.
»Ved at bevare P6 Beat og P8 Jazz skaber vi ro om miljøerne omkring alternativ rytmisk musik og jazz. Samtidig får radiolytterne fortsat glæde af en journalistisk formidling af disse genrer, der går i dybden med fortællingen om musikken og kunstnerne«, udtaler kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i pressemeddelelsen.
Ifølge pressemeddelelsen vil de 15 millioner komme fra det såkaldte merlicensprovenu, som er overskydende licens i forhold til fordelingen af licensindtægterne for 2020.
Det blev oprindeligt meldt ud, at P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz skulle lukke ved udgangen af 2019 som led i en større DR-spareplan, men der blev midlertidigt fundet penge til at føre P6 og P8 videre. Med det nye udspil fra Kulturministeriet er kanalerne nu sikret en flereårig overlevelse.