Kamma udgav tidligere i år sin stærke debut-ep ‘Momentary Emotions’, hvis rockfunderede popsange blandt andet udsprang af den danske kunstners egen historie med en mor, der lever med alzheimers.
I dag har vi premiere på førstesinglen fra Kammas kommende debutalbum, og på ‘Good Daughter’ fortsætter hun stimen med at skrive dybt personlige sange.
‘Good Daughter’ handler nemlig om Kammas kamp med lavt selvværd, der blandt andet er udsprunget af dysfunktionelle dynamikker i familiehjemmet.
»Grundlæggende ved jeg, at mit lave selvværd er groet ud af det miljø, jeg voksede op i. Hjemme hos os var der mange dysfunktionelle dynamikker, og noget af det der fyldte en del, var min fars måde at tale om og til mig på. Han kunne altid finde måder, hvorpå han fik mig til at føle mig værdiløs«, fortæller Kamma i en pressemeddelelse:
»Jeg var ikke i tvivl om, at han elskede mig, men samtidig lærte jeg, at jeg skulle arbejde hårdt for hans kærlighed«.
‘Good Daughter’ er ifølge Kamma inspireret af både hyperpop og rock, og man kan da også godt høre lidt af for eksempel Caroline Polachek i de spring, som Kammas stemme på overbevisende vis eksperimenterer med undervejs i den fremragende popsang.
»Mit budskab i sangen er, at vi skal tale højt om de følelser og tanker, der følger med kampen for at få et bedre selvværd. I denne sang handler det om at sætte grænser overfor det menneske, der gang på gang giver dig en følelse af, at du ikke er god nok. Og det har alle ret til«, siger Kamma.
Debutalbummet er sat til at udkomme i foråret 2022. Kamma spiller den kommende tid support for Jung på deres arenaturné.