Aminé er ikke som de fleste andre rappere. Han har en form for sprudlende energi og en farverig personlighed, der mere udstråler legesyge end hård attitude. Han har noget af Chance the Rappers oprigtighed, men også lidt af den tidlige Danny Browns gakkede ustyrlighed.
Den blanding kan du nu opleve på dansk jord, da Aminé gæster Store Vega 1. oktober. Det er anden gang, rapperen kommer til Danmark, efter han spillede i DR Koncerthuset i 2019.
Den 27-årige musiker har været i gang et par år efterhånden. Han hittede stort med 2016-sangen ‘Caroline’ og blev siden udpeget som en af fremtidens rapstjerner af hiphopmagasinet XXL i deres årlige Freshman Class-kåring.
I 2020 udgav Aminé så albummet ‘Limbo’, hvor han – ifølge vores anmelder – for alvor fandt sin stemme som rapper. Hans seneste udgivelse var ‘Twopointfive’, der udkom tidligere i år.
Billetsalget starter 26. november via ticketmaster.
Aminé (US)
1. oktober
Store Vega
Billetpris: 245 kr.