Efter en karriere i dødvande har Aminé (endelig) fundet sin stemme på ‘Limbo’
Siden Aminé blev udvalgt til XXL’s Freshman Class i 2017, er der ikke sket meget for rapperen og sangeren fra Portland, Oregon. Succesen svæver endnu fra kvindehyldesten og kæmpehittet ‘Caroline’ – det eneste, der virkelig skete på debutalbummet ‘Good For You’ (2017) udover det dengang perfekt timede hook på ‘Heebiejeebies’: »Attitude Khaleesi«.
Resten af albummet bestod af præmature rygsæksrap-døgnfluer og en poppet college-vibe, og egentlig debuterede Aminé først rigtigt med en fuld hiphopudgivelse på den halve efterfølger ‘ONEPOINTFIVE’ fra 2018, der blandede de bløde kærlighedsnumre med overraskende velfungerende (men oftest påtagede) bangers, hvor kun fløjtenummeret ‘Reel It In’ virkelig battede.
Men på Aminés andet officielle album ‘Limbo’ har han taget hiphoppen helt til sig og fundet en lyd, der passer ham godt – måske fordi han har brugt tid på at finde den på sin musikalske ørkenvandring, eller limbo, der har taget ham helt ham fra Injury Reserves lynende ‘Jailbreak the Tesla’ til ‘Spiderman: Into the Spider-verse’-nummeret ‘Invincible’.
Med den hæse vokal og det lækre instrumentale bagtæppe lyder Aminé for første gang som en rapper med sin egen stemme, der både bruges på politiske emner (‘Becky’), svær kærlighed ‘Compensating’) og, trods alt, smykke-flex med nik til tiden før berømmelsen (‘Woodlawn).
Det måske mest tydelige tegn på, at Aminé har taget en mere klassisk hiphoplyd til sig, er den imponerende naturlighed side om side med Wu-Tang-legenden Ol’ Dirty Bastard (i hvert fald indirekte) på nyfortolkningen ‘Shimmy’. Her er Aminé sluppet umådeligt godt fra at markere sin egen stil over en absolut klassiker.
Et andet tegn på, at limboen har givet pote, er den lethed, som Aminé bevæger sig med i symbiose med skyroste kollegaer som JID (‘Roots’) eller Slowthai og Vince Staples på den tosidede og kraftfulde ‘Pressure In My Palm’ – et af albummets bedste numre.
Ved siden af rappen, der kun er blevet bedre med årene, er Aminé faktisk en dygtig sanger. Det viser han på ‘Compensating’, hvor han sammen med Young Thug good guy’er over tidligere kærlighedsforhold, hvor de indrømmer deres dårlige opførsel: »It’s hard to admit that I’ve made my bed / but you know I’ma always wish you the best«. Og med flot falset og simple, men stærke linjer på ‘Becky’, nuancerer han udfordringerne ved at leve i et tværkulturelt samfund: »Mama said, ’don’t ever bring a white girl home to me’ / papa said, ’niggas cathin’ cases every week, so you best stay on your feet’«.
Vokalen rammer dog ikke kun rent.
På trods af sin sødme er den erklærede moderkærlighed på ‘Mama’ eksempelvis svært uoriginal, og drømmerierne, der går i opfyldelse på ‘My Reality’, mangler i den grad lyrisk fylde.
Anderledes friskt maler Aminé den rå kærlighed på væggen med ‘Riri’, ligesom kærligheden til hans afrikanske rødder blomstrer på ‘Roots’: »These roots made me, I bring my flowers to this world«. Og endnu dybere stikker lyrikken sammen med Injury Reserve (og nyligt afdøde Stepa J. Groggs) i et slag for våbenkontrol på ‘Fetus’: »They givin’ guns with every muthafuckin’ happy meal / a shooter every month, and they pretend it’s daffodils / my son’ll probably see that fire before a fire drill«.
‘Limbo’ er hverken nyskabende rap, r’n’b eller sampling, men efter en karriere i mere eller mindre dødvande er det beroligende endelig at høre et gennemført, entydigt Aminé-udtryk, der måske bedst manifesterer sig på den lette, men effektive ‘Woodlawn’ – og det dertilhørende fløjtebeat, man sjældent går galt i byen med.
Kort sagt:
Efter en karriere i dødvande lyder Aminé endelig som en rapper med sin egen stemme, og den bliver brugt med største naturlighed side om side med dygtige kollegaer og et lækkert instrumentalt bagtæppe.