The Minds of 99 spillede selvfølgelig hit på hit, da de i september indtog et udsolgt Parken, men rockbandet havde også et par nye numre i ærmet.
For eksempel spillede Niels Brandt og co. nummeret ‘Under din sne’, som trods sin ukendte status fik en imponerende modtagelse af de 50.000 publikummer med fællesklap, så det gjaldede i det danske nationalstation.
Nu er sangen blevet officielt udgivet, og den viser The Minds of 99 i et meget klassisk sangskriverhumør; en midtempo-poprockballade, der nem at blive grebet af.
»’Under din sne’ blev skrevet og indspillet under corona, og derfor følte vi, at det var rigtigt at spille den til koncerten i Parken, selv om den ikke var udgivet«, udtaler The Minds of 99 i en pressemeddelelse.
»Det er altid et sats at spille uudgivet musik live, men det gik heldigvis godt. Vores fans tog virkelig godt imod den, og vi er siden blevet bombarderet konstant med beskeder om, hvornår den udkommer. Det har været så fedt at mærke. Tak for dem!! Nu har vi fået den mixet, så nu er den klar. Vi glæder os til at have den med på arenatouren til januar«.
Vil man høre sangen live, tager bandet altså på en omfattende arenaturné i januar og februar.