Tilbage i 2020 rykkede Distortion årets festival fra juni til august i håbet om at undslippe coronaens klør. Den plan gik som bekendt ikke, og Distortion har ligesom det meste af festivaldanmark holdt pause i 2020 og 2021.
Men til næste år vender Distortion selvfølgelig tilbage, og nu har festivalen afsløret de første otte navne til 2022-programmet.
Det drejer sig om kunstnere til Distortion Ø-programmet, der vanen tro foregår på Refshaleøen i dagene efter gadefesterne på Nørrebro og Vesterbro.
Blandt dagens annonceringer finder man den danske verdensstjerne Kölsch, fremstormende Kampire fra Uganda, den altid charmerende disco-nordmand Todd Terje samt varmblodede John Talabot fra Spanien.
Altså en decideret perlerække af klubstjerner, der suppleres af Ben Böhmer (Tyskland), Octo Octa (USA), Or:la (Irland) og Shanti Celeste (England).
Næste års Distortion foregår 1.-5. juni med gadefester de to første dage, hvorefter festen rykker til Refshaleøen 3. og 4. juni. Den sidste dag er chill.