Elias Boussninas debutalbum er ekstremt vellydende r’n’b med afhængighed som tema

Elias Boussninas debutalbum er ekstremt vellydende r’n’b med afhængighed som tema
Elias Boussnina. (Foto: Frederik Lentz Andersen)

Der er få udsving på Elias Boussninas debutalbum ‘Intervention’. Det største klimaks bliver smidt på bordet allerede på åbneren ‘Been Fru’, hvor de drum and bass-agtige trommer underbygger de forvrængede guitarer. Det virker næsten overlagt at få det mest energiske moment overstået, så vi kan komme ned i gear til den rolige r’n’b-lyd.

For det er tydeligvis her, Elias Boussnina befinder sig bedst: I den bløde, intime r’n’b, der på numre som ‘Interlude’, ‘Panorama’ og ‘Under the Moon’ virkelig understreger hans ømme og følsomme vokal. Det er lækkert, blødt, vellydende, og der er få (hvis nogen) herhjemme, der kan skrue en r’n’b-sang sammen som Elias Boussnina.

‘Intervention’ er på den måde et dejligt bekendtskab. Sjældent har man hørt så stilren alternativ r’n’b. Men den tunge stilisering, hvor alting lyder cool, glat og dejligt, gør også at man som lytter nemt kommer til at glide lidt rigelig med og gå glip af de dybere lag af følelser og tematikker, der trods alt ligger begravet under den inderlige tenorvokal, de rumklangsbadede guitarer og de underspillede synthesizere.

Albummet som helhed omhandler afhængighed. Et tema, der bliver sat på dagsordenen fra starten, hvor Elias Boussnina ømt synger: »Been through all of the drugs you can find at the club to find happiness«. Men det er afhængighed i alle dens afskygninger, og både kærlighed, succes og sex kan blive smidt ind under den paraply — ‘Heroine’ handler for eksempel om at være afhængig af en anden person og tenderer til floskler, når Boussnina synger »can’t let you go ‘cause you’re my heroine«.

Samtidig handler det også om at fejre afhængigheden, give den plads, som på ‘Under the Moon’, der handler om at flygte ind i nattefesten og »stay safe in the moonlight«. Den blå melankoli flettet ind over de svævende r’n’b-arrangementer er Elias Boussninas grundstemning, og selv om det er ekstremt veludført, er der noget lidt distanceret over det.

For et album, der omhandler noget så komplekst og følelsespræget som afhængighed, føles det utroligt afdæmpet og mere som en stille og rolig hvidvinsaften end den dybe selvransagelse, der lægges op til. 

Det mest festlige, personlighedsfulde øjeblik kommer på ‘Bread + Butter’, der selvironisk og kækt handler om »dead presis and diamonds« og om at være »rich bitch«. Og det er virkelig tiltrængt at komme lidt ud af den meget underspillede og cool stemning, som ellers præger resten af albummet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er ingen, der laver musik som Elias Boussnina i Danmark. Til gengæld er der altså ret mange, der laver musik som ham i det store udland, og et eller andet sted savner man måske, at Elias Boussnina kunne differentiere sig lidt mere fra alle de andre post-Frank Ocean-navne, der svømmer rundt ude på Spotify-playlisterne.

Det kan nogle gange være svært at se, hvorfor man skulle lytte til Elias Boussnina fremfor eksempelvis Omar Apollo, Steve Lacy, Kevin Abstract eller Ryan Beatty. For man kommer ikke udenom, at Boussnina ikke lægger skjul på sine inspirationskilder, og det ville klæde ham at bryde lidt mere med den genre og lyd, som han tydeligvis mestrer.

Dermed ender ‘Intervention’ med at bevæge sig lovligt meget på overfladen, i det velkendte og velfungerende, og kun glimtvis dykke ned under huden og ned i den materie og de følelser, som jo må ligge gemt derinde et sted.

Hvis ambitionen for Elias Boussnina er at bevise, at han kan lave musik, der lyder godt, så har han klaret den opgave til UG. For ‘Intervention’ er – som alle hans tidligere udspil i øvrigt – virkelig veldrejet r’n’b. Men måske er det også ved at være tid til at prøve noget nyt.


Kort sagt:
‘Intervention’ er et virkelig dejligt og vellydende album, og Elias Boussnina mestrer den alternative r’n’b-lyd – men den lækre lyd gør også, at man aldrig helt kommer under overfladen.

Elias Boussnina. 'Intervention'. Album. Copenhagen Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af