1. Kan man købe lykke for penge?
»Det tror jeg ikke, man kan. Men jeg tror godt, man kan købe sig til hurtig lykke – til den der ’wow, jeg har det godt lige nu’-følelse. Men ikke til en generel lykke«.
Har du nogensinde købt noget vildt, der er givet dig en lykkefølelse?
»Jeg køber sjældent ting. Men det må nok være en mikrofon. Den har gjort mig oprigtigt lykkelig, for den har jeg brugt så meget«.
2. Er vi alene i universet?
»Det tror jeg bestemt ikke. Der er nogen, der siger, universet er uendeligt. Og hvis det er det, så er vi helt sikkert ikke alene. Men jeg tror heller ikke på, der er noget, der er uendeligt. Jeg forestiller mig bare, det er en meget stor bold«.
Men hvad er der så efter universet?
»Jamen, det er jo dét, der gør én helt skør at tænke på. Jeg tror, det er den tanke, jeg har oftest, når jeg ikke kan sove. Hvad er der på den anden side af bolden? Der må være en ny bold. Vores bold er bare en meget lille bold i en anden bold. Jeg tror, mine forældre har fået rigtig mange rigtig dumme spørgsmål gennem tiden…«.
3. Findes den eneste ene?
»Jeg tror, der findes mange eneste ener. Jeg tror helt klart, der er nogle folk, der er mere meant for én end andre, men jeg tror ikke, der findes én person, som er den ene person, man skal være sammen med.
Mine forældre er stadig sammen. Det har de altid været. Det, tror jeg, er det tætteste, man kommer på en eneste ene – en, man bare vil dele sit liv med. Men jeg tror reelt set godt, det kunne have været med en anden i sidste ende. Desværre. Det andet er ellers en meget sød tanke«.
4. Har dyr en sjæl?
»Det tror jeg bestemt, de har. Jeg tror, man prøver at gøre dyr dummere, end de er. Det ville da være mærkeligt, hvis den, der har skabt os, besluttede sig for, det kun var de her nøgne aber, der skulle have en personlighed og tænke selv, ikke?«
Har du haft kæledyr, siden du tænker sådan?
»Jeg har haft skildpadder og fisk. Jeg elsker fisk – jeg elskede at sidde og kigge på dem. Jeg husker det som om, hver fisk i hvert fald havde deres egen adfærd, som må betyde, de tænker selv.
Jeg kan faktisk bedst lide undervandsdyr, men lige når det kommer til skildpadder, synes jeg landskildpadder er bomben. Min første skildpadde hed Aladdin. Det var før 9/11, før lufthavnskontrollen blev super skarp, så når mine fætre var ovre og besøge mig fra Tunesien, havde de dem bare med i lommerne. Det kunne man sagtens dengang«.
5. Er livets gang forudbestemt eller styret af tilfældigheder?
»Det er primært styret af én selv. Helt klart. Og en masse tilfældigheder, man ikke kan gøre noget ved. Men jeg kan godt lide at tænke på, man selv kan styre alt, hvis man har lyst. Det handler ikke så meget om, hvad man får smidt i hovedet – det handler om, hvordan man dealer med det.
6. Passer det, når undersøgelser har sagt, at danskere er verdens gladeste mennesker?
»Det tror jeg ikke. De der undersøgelser… Hvad måler de på? Indkomst? Feriedage? Jeg tror ikke, man kan blive glad af penge på den måde. Jeg tror, det kan gøre ting nemmere, men man bliver ikke decideret glad af det.
Jeg tror ikke, der er noget folkefærd, der er gladere end andre. Jeg kender fanme mange sure idioter. Men jeg tror da bestemt ikke, vi ligger i bunden af skalaen. Jeg tror, folk har det OK fedt«.
Har du været et sted i verden, hvor du kunne mærke, folk virkelig var rigtig glade?
»Ja, i Cap Verde. Der chiller folk helt vildt hårdt. De har det sådan ’relax, do it tomorrow’. Det brugte folk i daglig tale. De lå bare og chillede og levede af turisterne. Der var jeg også ude at dykke. Det kan jeg rigtig godt lide. Der er noget magisk under vandet!«
7. Findes Illuminati?
»Jeg har været signet et år, og jeg har ikke mødt dem endnu, så det tror jeg ikke, haha. Jeg tror, folk hjælper dem, de godt kan lide. Hvis jeg var en højtstillet advokat eller politimand, og nogle af mine venner kom i ballade, ville jeg da hjælpe dem. Det er dét, der holder illuminati-tanken i live. Forskellen på mig og dem, der har mere magt, er, at hvis jeg vil hjælpe nogle af mine venner, så hjælper jeg dem måske med at flytte…
Men jeg elsker at se konspirationsvideoer om sådan noget på nettet, det er vildt underholdende. Selv om de fleste på ingen måder er troværdige«.
Hvilken slags videoer ser du så?
»Jeg kan bedst lide at se mysterier. Bigfoot-sightings. Det kan jeg rigtig godt lide. Area 51 conspiracy theories – de går rent ind, lige inden man skal sove«.
Er der nogen konspirationsteorier, du virkelig har troet på?
»Da jeg var mindre, var jeg overbevist om, at 2Pac stadig levede. Jeg var sikker på, han boede et sted på Cuba. Der var nogle konspirationsteorier om det – men det er jo ret nemt at få et grynet billede til at ligne 2Pac, når der er 7000 mennesker på Cuba, der ligner ham«.
8. Findes der stadig mennesker om 500 år?
»500 år. Det er en irriterende horisont. Selv éns børnebørn lever ikke mere, så man kunne godt være sådan lidt … whatever.
Men nej, det tror jeg ikke, der gør. Hvis der gør, er der i hvert fald renset ret godt ud i folk. Det kunne sagtens være på grund af klimaet, det kunne også sagtens være verdenskrig. Der må være sket ret mange noieren ting. Jeg tror, i sidste ende ender mennesket med at udslette sig selv. Jeg tror, alt går i ring. Så skal der nok komme nogle nye homo erectus eller hvad fanden, det nu hedder, og så starter det hele bare forfra«.
9. Er der mere mellem himmel og jord?
»Ja, det er der. Jeg tror super meget på ånder og ting, man ikke kan se. Jeg tror, jeg startede med at tro på det, da jeg stadig boede i Svendborg. Om natten kunne jeg høre skridt inde fra værelset ved siden af, men der var aldrig nogen. Og jeg følte, der stod nogen og kiggede på mig, når jeg sov. Det lyder lidt noieren, når man siger det, men det tror jeg rigtig meget på. Men jeg tror ikke nødvendigvis, det er sådan noget med en psykoånd, der prøver at nakke én.
Jeg tror, man har en sjette sans, hvad sådan noget angår. Ligesom man kan opfange det, hvis nogen går bag dig, selv om du ikke nødvendigvis kan høre dem. Eller du kan mærke, folk kigger på dig. Der er så mange ting, man ikke kan se – bakterier, alt muligt. Det er over det hele, og det er levende væsener, som vi ikke kan se. Jeg tror, der er meget, som findes, men som vi ikke kan se.
Jeg kan godt lide mysterier. At give mysterier og gåder the benefit of the doubt og tro på dem. At have det fedt over, der findes noget mere mystisk«.
10. Den store finale: Hvad er meningen med livet?
»Det er fandme bare at hygge sig. At gøre, hvad man vil. Bruge sin tid fornuftigt sammen med dem, man holder af. At være så glad, man kan være og skabe et dejligt liv for sig selv og sine omgivelser«.
Har du nogensinde tænkt, at der var en helt konkret mening med livet, man skulle regne ud?
»Ja, helt klart. Men mere da jeg var lidt yngre. Da jeg var 12-13 år, havde jeg det meget, som om livet var som et slags gameshow. Vi var lidt som real life-The Sims«.
Hvad kom det af – spillede du bare virkelig meget The Sims?
»Jeg har faktisk aldrig spillet Sims. Jeg syntes bare, mange ting var lidt latterlige, tror jeg. Man går og laver så mange ting, der ikke giver en skid mening. Som i bund og grund er fuldstændigt latterlige. Da jeg var lille, tænkte jeg over, hvorfor folk sad og lavede regnskaber hele dagen. Men hvis man ser alting ovenfra, kan det se ud, som om det er mega ligegyldigt. Også at lave musik. Så det handler bare om at bruge tid med dem, der betyder noget for dig«.
Læs anmeldelse: Elias Boussnina ‘Shameboy’
Læs interview: Yung Coke er blevet til Elias Boussnina: »Jeg var træt af at gemme mig bag noget, der startede som en joke«