»Ægte trap-lort«. Således lyder genrebeskrivelsen af Yung Coke – fornemt formuleret af ingen ringere end kunstneren himself på sin Facebook-side.
Men selv om det der ægte trap-lort startede som en joke, greb det hurtigt om sig. Sanger og rapper Elias Boussnina og hans producer Lille Høg gik fra at have det sjovt med at lege med en fordansket og forvrænget udgave af tidens varmeste Atlanta-rap til pludselig at være blevet et regulært, lille kultfænomen.
Nu er Elias Boussnina trådt ud af Yung Cokes skygge og er sprunget ud som lovende r’n’b-stjerneskud – i eget navn vel at mærke. Med tre stemningsfulde, stærke singler ude – ’Candy’, ’5:30’ og ’Lost Ones’ – har han påbegyndt et overbevisende nyt kapitel af sin personlige musikhistorie.
Men hvordan er han gået fra at være dank lol-rapper til ambitiøs r’n’b-sanger? Elias Boussnina forklarer sin rejse, der startede, hvor Yung Coke sluttede.
Enden på Yung Coke
»Vi (Boussnina og produceren Lille Høg, red.) lavede Yung Coke, fordi det var grineren, og det var drivkraften for at lave mere. Men i takt med, at det blev mere populært, blev drivkraften efterhånden snarere en form for demand på mere, end at det var sjovt at lave. Så kan en joke godt dø lidt hurtigt ud.
I mellemtiden kom jeg ind på CBS og nåede at gå der næsten to år. Jeg tror, jeg nåede til et punkt, hvor jeg var lidt træt af alt, der foregik i mit liv. Jeg hadede skolen, og jeg syntes ikke, det var så sjovt at lave den musik længere«.
Hvorfor stoppede det med at være sjovt?
»Jeg var træt af at gemme mig bag noget, der startede som en joke. Jeg syntes ikke, det var særligt fair over for mig selv. Det startede som en joke, og alt har bare en sidste salgsdato, når det starter på den præmis. Jeg følte ikke, jeg havde mulighed for at kunne udvikle mig som person – der var ingen fremgang i noget som helst, jeg blev bare mere og mere træt af det.
Kunne du mærke, der var nogen på nettet, der savnede Yung Coke, da I stoppede?
»Det var der, og det er der stadigvæk! Og det forstår man jo et eller andet sted godt. Folk bliver tiltrukket af den der ’jeg giver ikke en fuck’-attitude. ’Jeg giver ikke en fuck’ – hvilket jo var løgn, det var jo bare en karakter, men jeg tror stadig, det virker beundringsværdigt på folk. Det er det samme med Gulddreng. Man ville jo ønske, man kunne være sådan nogle gange«.
Fra CBS-studiet til musikstudiet
»Jeg kunne jo stadig vildt godt lide at lave musik. Det var bare ikke dén slags musik, jeg skulle lave længere. Jeg var nødt til at tage mig selv mere seriøst – det følte jeg ikke, jeg gjorde, da jeg gik på et studie, jeg hadede. Efter jeg fik den åbenbaring, droppede jeg ud af studiet et par dage efter og gav mig selv et år til, at der skulle ske noget med den musik, jeg gerne ville lave«.
Hvor kom drivkraften fra til at tænke så målrettet?
»Jeg har haft rigtig mange venner, der har ventet på, der skete noget med deres musik, men som aldrig rigtigt er gået efter det. Så tror jeg, jeg ville sørge for, jeg ikke selv endte i den situation. Det kan godt blive lidt patetisk.
Jeg laver altid aftaler med mig selv om ting, jeg skal nå, og hvornår jeg skal nå dem. Så jeg havde lavet en regel om, at jeg skulle skrive minimum én sang om dagen, uanset om det blev skod eller ej – jeg skulle bare lave en sang færdig hver dag. Så det var noget med at tage på arbejde, komme hjem, skrive, synge, øve, sove og så tage på arbejde igen«.
Er det ikke svært at stille sådanne krav til sig selv i et kreativt projekt?
»Det med at være kreativ er lidt misforstået, føler jeg. Man sætter sig ikke bare ned, og så kommer der en strømning til dig. Hvis man ikke også selv søger det, sker der ikke en skid. Men det var selvfølgelig heller ikke hver dag, jeg skrev et masterpiece. Jeg har fem-seks kinabøger fra den periode, hvor jeg bare sad og skrev. Det var det argeste lort«.
Søster og svoger som springbræt
»Min søster (skuespiller Sarah-Sofie Boussnina, red.) og hendes mand (tidligere Julias Moon-forsanger Louis Samson, red.) har hjulpet mig vildt meget. Det er nok også min søster, der havde mest at gøre med, at jeg tog beslutningen om at droppe ud af studiet. Vi har et meget tæt forhold, og hun kunne mærke på mig, jeg ikke havde det særligt fedt.
Det har været de to, jeg har sparret med, hver gang jeg har lavet noget musik. Jeg turde spille det for dem, fordi vi er så tætte. Vi stoler meget på hinanden. Det har hjulpet mig meget i at turde tage skridtet videre«.
Hvordan kom du så helt konkret skridtet videre med dit soloprojekt?
»Min svoger Louis var forsanger i Julias Moon, og han skulle signes på Universal med sit nye soloprojekt. Han spillede nogle demoer for sin A&R, som spurgte, hvem der sang på et af numrene – og så sagde Louis, at det var mig. Så endte jeg med at spille nogle af de demoer, jeg havde lavet i løbet af året, for ham. Der var jeg heldig at have Louis i familien, han har hjulpet mig en del«.
Elias uden alias
»Jeg har fundet lidt samme glæde ved at lave musik nu, som jeg havde i starten, da vi lavede Yung Coke, hvor det virkelig var sjovt. Jeg kunne jo godt lide at lave musik, og vi havde lavet meget musik, der aldrig kom ud«.
Hvordan føles det så at lave musik under eget navn nu?
»Det føles godt. Men det var virkelig skræmmende. Jeg var ved at skide i bukserne, da det første nummer kom ud. Det var virkelig ikke særlig fedt. Men da det så kom ud, var jeg virkelig lettet. Jeg fik virkelig god respons på det, og så fik jeg appetit for mere«.
Hvad er forskellen på at stå på scenen som Elias Boussnina og Yung Coke?
»Det er en ret ny måde at stå på scenen på – at synge og ikke bare være blæst. Det har været noget, jeg lige skulle vænne mig til. Dengang plejede vi jo at være 20 gutter på scenen, rigtig fulde, rigtig skæve og alt muligt andet. Nu handler det også om en god eksekvering. Det gjorde det ikke på samme måde dengang. Der skulle man bare være der, så kørte sangene over anlægget.
Med Yung Coke havde man en karakter at gemme sig bag. Man havde et sikkerhedsnet. Så hvis folk syntes, det var noget lort, kunne man bare sige, det bare var en joke«.
Elias Boussnina kan opleves live til Soundvenues nye endagsfestival INPUT 28. september i Pumpehuset – her spiller også navne som Zaar, Ganger og Selma Judith.