Smukfest spytter navne ud til næste års festival på ugebasis lige for tiden. Sidste uge fik vi danske radiostjerner som Jada og Drew Sycamore, og nu kan vi se frem til danske stjerner som Tessa og Benjamin Hav.
Festivalen i Skanderborg har tilføjet seks nye navne, der udover Tessa og Hav tæller danske navne som Bikstok, Odense-duoen Statisk og Anders Matthesen, som optræder med et nyt standupshow.
De danske navne får fornemt selskab af en legendarisk popstjerne af international kaliber: Melanie C fra Spice Girls lægger vejen forbi Bøgeskoven med et nostalgisk 90’er og 00’er-show bestående af disco bangers, girl-power og masser af gang i dansegulvet.
Allerede annonceret til festivalen er hovednavne som Justin Bieber, Gorillaz, Kygo og Kraftwerk.
Smukfest finder sted 3. til 7. august 2022 i Skanderborg. Partoutbilletter samt endagsbilletter til onsdag og lørdag er i skrivende stund udsolgte, mens der stadig er torsdags- og søndagsarmbånd til salg.