Det går rigtig godt for danske Eee Gee. Hun kickstartede karrieren med fire singler i 2021, hvor vi særligt faldt for pianoslaskeren ‘Killing It’, som vi kårede til den sjettebedste danske sang i det forgangne år.
2021 bød også på en P3’s Uundgåelige, en Steppeulven-nominering for Årets håb og en plads blandt Vegas Udvalgte, og nu følger det helt naturlige næste skridt: Et debutalbum.
Pladen har i Eee Gees vanligt sarkastiske stil (tjek bare ‘Killing It’ – og se videoen!) fået titlen ‘Winning’ og udkommer 25. februar.
Med nyheden kommer også en ny single, ‘Contraband’, der endnu engang fremviser hendes potente evner udi at fremtrylle gribende sange i bølgepunktet mellem moderne pop, klassisk sangskrivning og strejf af country og americana.
»Contraband handler om de her glimt af gamle minder fra en svunden tid med en ekskæreste. De her melankolske følelser om en eks kommer i bølger og narrer dig til at tro, at der måske stadig er en stor uforløst kærlighed, der nager, men inderst inde ved du godt, at du bare savner den person og værdsætter de tider, I havde sammen«, udtaler Eee Gee om ‘Contraband’ i en pressemeddelelse.
Hun fortsætter: »Bare fordi du elsker nogen for evigt, betyder det ikke, at det er meningen, at du skal være sammen med dem hele livet. At mindes en stor kærlighed får mig også til at tænke tilbage på den, jeg var på det tidspunkt. Det lyder mærkeligt, men jeg føler, at dét at savne nogen, du kendte for ti år siden, også handler om at savne mit gamle jeg, der plejede at spejle sig helt naivt i den anden person«.