Karl William laver en 180-graders vending og filosoferer over tiden på det hiphoppede album ‘Ren’
Da jeg modtog Karl Williams nye album ‘Ren’ blev det fulgt af en pressemeddelelse, der italesatte det som en tilbagevenden til »den hiphopdunkende puls, som fik hjerter til at pumpe, øjne til at græde og et stemmehav til at skråle med, da han fik sit gennembrud«.
Det er sandsynligvis et forsøg på at overvinde den skeptiske Karl William-fan, der synes, at den lidt mere bløde, poppede Karl William, der har domineret i nogle år efterhånden, har mistet noget af sin nerve og kant.
Sagen er, at Karl Williams r’n’b nærmest konsekvent har været bedre, jo mere den har lugtet af hiphopproduktioner og poesi, end når den har lugtet af hooks og blid popinstrumentation – noget der senest kom til udtryk, da han paradoksalt nok valgte at besynge sin indre vildbasse med den underligt stilfærdige ‘Karlo’-ep.
Og der er heldigvis foretaget en 180-graders vending på ‘Ren’. Det er ganske vist afgjort et r’n’b-album, men det oser hiphop. Vi lever ganske vist i en verden, hvor selv countrystjerner inkorporerer traptrommer og spacy vokalmanipulation, men Rob x Jenne-produktionen på ‘Ren’ kunne sagtens være brugt til et rendyrket hiphopalbum, og Karl Williams vokaliseringer bevæger sig til tider i krydsfeltet mellem at rappe og at synge – bedst eksemplificeret gennem albummets attituderige titelnummer.
Men det er alligevel noget af en tilsnigelse at kalde ‘Ren’ en tilbagevenden til rødderne. Hvis man vender tilbage til Karl Williams duggede ‘1. Sal’-ep fra 2013 eller den røgbelagte efterfølger ‘Døende’ fra 2014, har de altså ikke meget til fælles med ‘Ren’.
Og gudskelov for det. Karl William har snart været i branchen i et årti, og det ville være trist, hvis han på det tiende år konkluderede, at det bedste skridt var at ignorere alt, der var sket i karrieren, siden han debuterede. Karl William er modnet, hans lyd er blevet skarpere og mere raffineret, og både hiphop og r’n’b har ændret sig meget.
Tiden er også et emne, der fylder en del som tematik på ‘Ren’. På åbningsnummeret ‘Ikk endnu’ konkluderer William i omkvædet, at han har alt, hvad han skulle få brug for, hvis tiden går i stå – men der er stadig en drivkraft i ham, der gør, at han er glad for, at tiden går fremad.
På titelnummeret kigger han tilbage på sin mangeårige karriere og konkluderer, at hans beskidte hjerte endelig er ved at være rent – men at der er brug for et metaforisk indbrud, der rusker op i det igen. Og i den mest rammende linje fra ‘Tæt på’ synger han, at trods sine mange år på scenen, er han først lige gået i gang.
Rent sonisk forstår Karl William da også at følge med tiden. På det romantiske Artigeardit-samarbejde ‘Tilfældigt’ får vi noget, der spændende nok minder om et moderne drill-beat blandet med noget kæk hiphouse. Og på afslutningsnummeret ‘Selvmedicinerende’ får vi en blanding af ømhed og hiphoppet attitude, der klinger meget af, hvad Fraads har haft succes med de seneste år – og den blanding klæder selvsagt Karl William rigtig godt.
Der kunne dog godt lige røres lidt ved sangskrivningen til tider – ‘Comfortable’ kunne godt klare et mere slagkraftigt omkvæd end den ene linje, der gentages, og underlig ordstilling som »på dig jeg stoler« fra ‘Sys selv’ forekommer en kende kluntet.
Men generelt er ‘Ren’ præget af et tematisk fokus, gennemtrængende følelser og en lyd, der står godt til Williams visioner.
Fortsætter det i denne retning, kan vi sagtens være inde i en ny Karl William-guldalder.
Kort sagt:
Karl William har tydeligvis tænkt meget over sit forhold til tid, og ‘Ren’ er i høj grad en udforskning af de følelser, som de tanker fremprovokerer. Men det er også bare en vellydende, hiphoppet r’n’b-plade, der så afgjort tyder på, at Karl Williams karriere knap et årti inde er på helt rette kurs.