Karl William har lavet en ep om sin indre vildbasse ‘Karlo’ – så hvorfor er sangene så rolige?
Inde i Karl William bor der efter sigende en fartbølle, der hedder Karlo. Det er ham, som kører over for rødt, der hvor Karl William selv ville have stoppet. Og det er ham, der har lagt navn til den danske sangers nye ep.
Men ud over navnet er det ikke lige til at høre, at ‘Karlo’ skulle handle om en indre vildbasse. For de fire numre er nærmest ekstraordinært rolige med stille guitar, minimalistiske beats og Williams melodiske vokal som de dominerende features.
‘Karlo’ er langt hen ad vejen en akustisk ep, hvor den spanske guitar bærer pulsen på ‘Tar fra’, og klaveret fører an på balladen ‘En side af mig selv’. Under de akustiske instrumenter ligger synthesizere og beats, der bakker de akustiske motiver op. Det giver et lækkert lydbillede, der kan få lov til at køre på repeat uden at gøre nogen fortræd.
Men det afslappede format er også ‘Karlo’s problem. For det første er det underligt, at ep’en lyder som en stille morgen i kolonihavehuset, når den skulle handle om Karl Williams indre vildbasse. For det andet er der ikke den store dynamiske variation i løbet af numrene.
Karl Williams rumklangsindhyllede stemme svæver bekymringsløst over de musikalske forlæg uden at trække dem synderligt op eller ned, og selv om han har en stærk stemme, kunne man godt ønske, at han udforskede dens ekstremer lidt mere.
Sangene er velskrevne, og især ‘Bar bund’ er en flot ballade, men indimellem skal man koncentrere sig for at høre, hvilke ord Karl William egentlig synger, når han halvmumlende bevæger sig igennem sangenes melodier. Det kan selvfølgelig være et stilistisk valg, men når sangene er så minimalistiske, ville det have klædt dem, at teksterne – og vildbassen Karlo – lyste klarere igennem.
Kort sagt:
‘Karlo’ er en stille og lækker ep, som dog bliver lidt uinteressant, fordi sangene ikke rigtigt bevæger sig noget sted hen musikalsk.
Læs interview: Karl William er ikke bange for at blive folkeeje