Det er ikke småting, når selveste Adele bliver overhalet på toppen af hitlisterne. Ikke desto mindre er det, hvad soundtracket til Disney-filmen ’Encanto’ har præsteret – i denne uge har det kapret førstepladsen på den amerikanske albumhitliste fra Adeles ’30’.
Særligt nummeret ’We Don’t Talk About Bruno’ eksploderer på tjenesterne lige nu. Ikke alene topper sangen den amerikanske Top-50 på Spotify (#10 på den globale), den ligger også nummer fem på Billboards Hot 100 og kører på 146.000 fanvideoer på TikTok.
Nummeret, som bliver sunget af blandt andre reggeaton-stjernen Adassa og den colombianske skuespiller Carolina Gaitán, er skrevet af den populære skuespiller og komponist Lin-Manuel Miranda (‘Hamilton’, ‘In the Heights’ og meget mere), der også tidligere har lavet musik til Disney-filmen ‘Vaiana’.
Ifølge en pressemeddelelse fra Universal Music er soundtracket det mest streamede Disney-soundtrack siden ’Frozen’ og ’Frozen 2’. Men sangen om Bruno er så langt fra ’Let It Go’, som man overhovedet kan komme.
I ’Encanto’ følger vi medlemmerne i den colombianske familie Madrigal, der alle har en magisk evne. Uheldigvis for den mystiske Bruno er hans særlige evne at spå om tragedier, der altid bliver til virkelighed. I sangen går sladderen om den udstødte Bruno, som familien Madrigal ellers kun hvisker om i krogene.
I stedet for den klassiske popballade, der ofte har været formlen på de helt store Disney-hits, har Bruno-sangen en mere plotdrevet form, hvor forskellige historier og vokaler stempler ind undervejs. Og så er den noget så moderne som et genremix af latinpop, hiphop og funk. Nye standarder for en Disney-banger!
Sangen ligger nummer tre på Spotifys danske Viral Chart og banker ifølge Universal på til Top-50 på den danske Spotify-hitliste. Så hvis du ikke allerede ved, hvem denne skumle Bruno-fyr er, kommer du nok snart til det.