500 billetter revet væk på under ti minutter. Det var scenariet i efteråret 2021, da Soundvenue og Det Kongelige Teater lancerede det nye koncertformat Crossover. Først med Fraads i september og siden med Chinah i oktober. Nu fortsætter samarbejdet med yderligere to koncerter før sommer.
Denne gang får guitaren en større og mere rocket tilstedeværelse, når Dopha og Søn gør klar til unikke oplevelser i foyeren på Operaen henholdsvis den 7. februar og 27. april.
»Det er ekstremt spændende at lade den klassiske og rytmiske verden mødes«, siger Dopha, der fik sit store gennembrud sidste år med debutalbummet ‘The Game’ og et hav af roste koncerter, hvor hendes medrivende pop får en mere rocket kant.
Til Crossover-koncerterne vil et udsnit af Det Kongelige Kapels musikere starte med at tage publikum med ind i deres univers med populære klassiske værker fra øverste hylde. Derefter smelter kapelmusikerne sammen med de medvirkende kunstnere og spiller omarrangerede versioner af deres hits, før rejsen slutter i den rytmiske ende, når kunstneren spiller egne numre alene.
»Der bliver åbnet en masse nye døre og muligheder i min musik, og vi kommer til at tage nogle af sangene i helt nye retninger, jeg nok ikke havde tænkt var mulige, dengang de blev skrevet og produceret«, siger Dopha.
Søn, der indtager Operaens foyer den 27. april, glæder sig også til udfordringen og muligheden.
»For mange af os bliver samarbejdet den første oplevelse med at arbejde og spille med klassiske arrangører og instrumentalister, og det er helt sikkert, at det kommer til at efterlade os med en masse idéer og inspiration i vores fremtidige sangskrivning«, siger guitaristen Carl-Erik Gippert på vegne af Søn, der har markeret sig som et af de mest interessante nye danske rockbands de seneste par år.
Omarrangeringen af Dophas og Søns numre står komponisten Christian Balvig for, ligesom han i efteråret gjorde med Fraads og Chinah. Han har tidligere arbejdet sammen med Copenhagen Phil om deres ’60 Minutes’ og lavet scores til flere DR-produktioner, senest ‘Ulven kommer’, hvor han også lavede titelsangen sammen med When Saints Go Machine.
Billetterne til Crossover-koncerterne er gratis og kan reserveres på Det Kongelige Teaters website op til koncerterne. Dopha-billetter kan reserveres fra i morgen fredag den 21. januar kl. 10.00 HER.
Soundvenue og Det Kongelige Teater præsenterer: Crossover
7. februar: Dopha – tilmeld dig koncerten på Facebook HER
27. april: Søn – tilmeld dig koncerten på Facebook HER