Da Dopha smed alle hæmninger og gik amok på scenen, mærkede man popstjernepotentialet
Da jeg fredag aften så Dopha på Hotel Cecil, var hendes band den helt klassiske sammensætning af én guitarist, én keyboardist, én trommeslager og én bassist – og så selvfølgelig Dopha selv som sanger i front. Alle fire instrumentalister kastede sig også over backingvokaler til tider, og på visse numre greb Dopha skam også selv fat i enten en guitar eller et lille keyboard.
Jeg fremhæver setuppet som det allerførste, fordi jeg med lethed kunne mærke, at koncerten fra start til slut var indrettet, så Dopha bedst muligt udnyttede de muligheder, konstellationen skabte.
Blandt andet skete der et spændende genreskift med flere af sangene, og setlisten var rimelig dynamisk opbygget omkring dette. De tidligste par sange var ømme ballader. Hun startede ud med ‘Forget Your Name’, der blev gjort endnu mere intim og skrøbelig end studieudgaven, idet Dopha sang den helt alene med sin guitar.
Herefter kom resten af bandet ind for at spille den endnu ikke udgivne ‘All In Or Nothing’, der klingede mærkbart meget af alternativ country – en lyd, der passer overraskende godt til Dophas detaljerede, ofte let historiefortællende sangskrivning. Denne country-klang blødte videre over i næste nummer, ‘Naked’, der rammer markant stærkere, når der kommer lidt rustik, landlig lyd over instrumentationen.
Den jordnære, organiske lyd fortsatte så stille og roligt videre gennem starten af setlisten, der langsomt introducerede flere og flere elementer, der var poppede i klassisk forstand – og før man vidste af det, havde lydbilledet transformeret sig så stilfuldt, at det gav mening at køre så ufiltrerede popsange som ‘New Year’, ‘Anti Breakup Song’ og ‘I’m Not Crying, You Are’.
Disse tre lød overvejende tæt på studieudgaverne, men der blev skam stadig leget med, hvordan man kunne give dem nyt liv i en koncert-setting. ‘Anti Breakup Song’ fik en beskidt bassolo, ‘I’m Not Crying’ gav med sit simple syng-med-omkvæd plads til, at Dopha kunne være ekstra animeret som vokalist, og ‘New Year’ havde en rigtig velklingende sektion, hvor alle instrumenter undtagen trommerne cuttede ud, og bandmedlemmernes harmoniserende stemmer rundede sangen stilfuldt af.
Umiddelbart inden denne mere rendyrkede pop-tretrinsraket rundede Dopha balladen ‘3 Years’ af med en tung, hardrocket outro, der ledte tankerne hen mod, hvordan Billie Eilish afslutter nummeret ‘Happier Than Ever’. Dette viste sig at være en slags forudanelse – for inden længe stod den på deciderede rocksange.
Det endnu uudgivne ‘Frenemies’ var lidt poppunket, lidt a la Olivia Rodrigo-sangene ‘Good 4 U’ og ‘Brutal’ – og Dopha var absolut i stand til at give den tilpas meget smæk som vokalist. ‘Monsoon’ fik pludselig en skramlet støjrock-intro, og guitarriffet lød pludselig som hardrockklassikeren ‘(Don’t Fear) The Reaper’. Og afslutningsnummeret ‘Pity Party’ (endnu et uudgivet track) havde fyldig bas, pågående guitar og en Dopha, der smed alle hæmninger og gik amok på scenen.
Det var forfriskende at se hende slå sig så meget løs, for min største anke med koncerten var, at der ofte stadig var noget usikkerhed at mærke hos Dopha som performer. Hun sang fremragende (hun gik helt op i noget fløjteregister på ‘Naked’!), og det meste af tiden var hun rigtig god til at kanalisere sine følelser ud gennem gestikuleren og følelsesladet mimik.
Men hun kom aldrig helt ud over scenekanten. Blandt andet fordi hun nærmest mindst én gang per nummer lige skulle kigge smånervøst over på et bandmedlem, muligvis for at sikre sig, at hele maskineriet kørte, som det skulle. Og maskineriet gik jo strålende – så hvis hun får udbedret den lille skønhedsfejl, kan vi meget hurtigt have at gøre med et must-see på den danske popscene.
Kort sagt:
Dopha indtog Hotel Cecil med en setliste, der gnidningsfrit vekslede mellem alternativ country, rendyrket popmusik og deciderede rock-bangers. Hun viste sig som en begavet sanger og sangskriver inden for alle disse felter, og hvis hun lige får gjort noget ved de synlige træk på nervøsitet, kan vi have at gøre med et seriøst powerhouse på den danske popscene.