I 2016 knælede daværende NFL-quarterback Colin Kaepernick under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi som en protest mod blandt andet racisme og politibrutalitet.
Dén handling tændte et politisk bål i USA, hvor folk på den ene side hyldede Kaepernicks protester, mens andre mente, at politik skulle holdes ude af sport. Beskyldninger om antipatriotisme blev også slynget ud.
Så selvfølgelig har det været en stor nyhed i især de amerikanske medier, at Eminem under nattens store Super Bowl-show knælede midt på scenen lige efter, han havde spillet storhittet ‘Lose Yourself’.
Eminem på knæ var uden tvivl det mest kontroversielle øjeblik i showet – også set i lyset af skærmydslerne mellem Kaepernick og NFL, som Kaepernick tidligere har beskyldt for at holde ham ude af ligaen.
Alt i alt gjorde Super Bowl-showet i vanlig amerikansk stil alt for ikke at forskrække den gængse tv-seer alt for meget.
Tag bare Super Bowl-udgaven af ‘The Next Episode’, hvor Dr. Dre rapper »it’s the one and only D-R-E-« i stedet for sangens oprindelige »it’s the motherfucking D-R-E«.
Snoop Doggs erstatning i samme sang er dog mere komisk: »Dr. Dre motherfucker« bliver til »Dr. Dre you little busters«.
I forhold til Eminem har der efterfølgende været snak om, hvorvidt han gik på knæ imod NFL’s ønsker, men en repræsentant fra NFL har fortalt The New York Times, at fodboldligaen var bekendt med, at rapperen ville knæle. Og altså ikke forbød ham det.