Vi havde nok godt en idé om, at Kidd var lidt af en uregerlig rod i gamle dage. Men vi vidste ikke, at han ligefrem havde nikket en betjent en skalle, og derefter tilbragte en kortere periode i fængsel.
Det var ikke desto mindre lige præcis det, der skete, da tingene gik over gevind for Nicholas Westwood Kidd under demonstrationen mod nedlukningen af Ungdsomshuset. Det fortæller den nu 32-årige artist i podcasten ‘Det sidste måltid’ hos Radio4.
»Jeg gav en skalle til en betjent og sådan noget. Det var dengang. Men alle i bussen råbte og jublede af mig, så jeg vandt,« fortæller Kidd her.
Den påståede sejr endte imidlertid med en periode bag tremmer. Hvilket dog i det mindste gav den unge Kidd, der med egne ord var »stortyv« og »nomade« i denne periode, en smule struktur.
»Hver dag så skulle jeg bare styrketræne og læse bøger. Det var magisk for mig«, siger Kidd ligefrem, og hævder desuden, at han elskede at være i fængsel.