Grimes og Elon Musk er blevet forældre igen – navnet er (selvfølgelig!) ud over det sædvanlige

Grimes og Elon Musk er blevet forældre igen – navnet er (selvfølgelig!) ud over det sædvanlige
Grimes og Elon Musk. (Foto: Theo Wargo/Getty Images)

Grimes og Elon Musk er blevet forældre igen. Det indrømmer Grimes i et interview med Vanity Fair, da journalisten pludselig kan høre babygråd i baggrunden.

Pigen blev født i december 2021 af en rugemor og har fået et lige så opsigtsvækkende navn som sin storebror: Exa Dark Sideræl Musk eller Y som forkortelse.

Grimes forklarer, at inspirationen bag navnet kommer fra supercomputer-termen ExaFLOPS, mens Dark repræsenterer »det ukendte. Folk frygter det, men i virkeligheden er det fraværet af fotoner. Mørkt stof er det smukke mysterium i vores univers«.

Sideræl er en mere »elver-lignende« stavning af sidereal, der repræsenterer »universets sande tid, deep space-tid, ikke vores relative tid på Jorden«. Sideræl er også en reference til ‘Ringenes herre’-karakteren Galadriel, Grimes’ yndlingskarakter fra bøgerne.

Til sammenligning med storebroren, der går under navnet X Æ A-Xii, forkortet som X, må man sige, at Exa Dark Sideræl Musk klinger mere »almindeligt«.

Sidste efterår udtalte Grimes og Elon Musk, at de var »semi-separererede«, men i interviewet med Vanity Fair fortæller Grimes, at hun »nok stadig vil referere til Musk som sin kæreste«.

Hun beskriver deres forhold som »flydende«: »Vi bor i forskellige huse. Vi er bedste venner. Vi ser hinanden hele tiden. Vi har bare hver vores ting kørende, og jeg forventer ikke, at folk kan forstå det«. Planen er efter sigende at få mindst tre eller fire børn sammen, fortæller Grimes.

Grimes arbejder lige nu på sit kommende album ‘Book 1′, som hun i Vanity Fair-interviewet beskriver som sin version af Smashing Pumpkins’ ‘Mellon Collie and the Infinite Sadness’ med et hint af Beyoncés ‘Lemonade’.

Grimes giver koncert på Heartland Festival til juni.

Opdateret 12. marts 2022 kl. 09.47: Grimes skriver på sin Twitter, at hende og Elon Musk har slået op igen, efter artiklen i Vanity Fair blev skrevet. »Men han er min bedste ven og mit livs kærlighed. Mit liv og kunst er for evigt dedikeret til Missionen nu«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af