Udover at have en særdeles succesfuld musikkarriere har Kid Cudi i årevis også prøvet kræfter med skuespil. Helt tilbage i 2009 spillede han en større rolle i HBO-serien ‘How To Make It In America’, og han har siden medvirket i blandt andet ‘Entourage’-filmen og ‘Westworld’. I år kan man desuden opleve ham som pornostjerne i gyseren ‘X’, der snart får dansk premiere.
Nu tager Kid Cudi så endnu et stort skridt ind i filmverdenen. Rapperen skal således både skrive, instruere og spille hovedrollen i en film ved navn ‘Teddy’. Filmen udkommer via Netflix og har ingen ringere end Jay-Z listet som co-producer.
»Hvis jeg skulle opsummere, hvad filmen handler om, i én sætning, ville jeg sige: Det er, som hvis man tog sangen ‘Pursuit of Happiness’ og skrev en film om den«, har Kid Cudi udtalt om projektet via et Instagram-opslag. Hvilket umiddelbart godt kunne lyde en smule dystert, da den sang jo blandt andet handler om angstanfald og spritkørsel.
På den anden side kan det være, at filmen (ligesom sangen) får en lydside af MGMT og Ratatat? Man har vel lov til at håbe!