Hvis du vil forstå den nye, deprimerede hiphopgeneration, skal du lytte til Kid Cudis nye album

Kid Cudi har inspireret alle fra Kanye West til Travis Scott uden selv at blive en superstjerne i yderste potens. Men med sit nye album cementerer han sin status som emorap-forfader.
Hvis du vil forstå den nye, deprimerede hiphopgeneration, skal du lytte til Kid Cudis nye album
Kid Cudi. (Foto: Michael Hickey/Getty Images)

Når folk siger, at de kan lide Kid Cudi, siger de aldrig: ’Han er ret god!’ eller ’ham kan jeg meget godt lide!’

Nej, når folk kan lide Kid Cudi, siger de ting som: »Jeg havde begået selvmord, hvis ikke det var for Kid Cudi« (komikeren Pete Davidson) eller »Kid Cudi er vores generations mest indflydelsesrige artist« (Kanye West).

Det er som om, folk ikke bare lytter til Cudi – de tilbeder ham.

Som Travis Scott, der har udtalt, at han glædeligt ville gå i ulønnet praktik hos forbilledet. Andre artister som Tyler, the Creator, ASAP Rocky, Juice WRLD, Jaden Smith, Kevin Abstract og Logic har også peget på den nu 36-årige rapper som en central indflydelse.

Enhver, der inspirerer dén slags heltedyrkelse, må tydeligvis have ramt en nerve. Det kan virke som om, vi er klar til at helgenkåre Scott Mescudi, som han hedder.

I den anledning giver det måske mening at spørge sig selv: Hvad er det helt præcis, den her syngende rapper kan? Hvorfor er hans indflydelse så stor? Og hvorfor stråler kærligheden til ham især igennem på et relativt sent stadie i karrieren?

For det er især nu, hvor rapperen har udgivet sit nye album ’Man On the Moon III: The Chosen’, at det virker som om, han for alvor bliver anerkendt som en af den nuværende generations vigtigste forbilleder.

Travis Scott har således lavet hittet ’The Scotts’ med Cudi, og senest fik Cudi endda et sjældent Eminem-feature på ’The Adventures of Moon Man & Slim Shady’. Efter mange år i skyggerne af større efterkommere som Kanye eller Drake er hiphopverdenen tilsyneladende klar til at løfte ham helt til tops.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Årsagen til, at Kid Cudi er så elsket i dag, men længe mere var kultnavn end ægte stjerne, skyldes i virkeligheden den samme årsag: Scott Mescudi lavede sange om ensomhed, angst, depression og selvmord på et tidspunkt, hvor den slags var stort set uhørt i hiphopsammenhæng.

Altså, en af rapperens første større hits (’Pursuit of Happiness’) havde tekster som denne: »Tell me what you know about them night terrors every night / 5 a.m., cold sweats, waking up to the sky«.

Der var ikke specielt mange rapsange om angstanfald i 2009, hvor Kid Cudi udgav debutalbummet ’Man On the Moon: The End of Day’. Og det var ikke det eneste ved den udgivelse, der skilte sig ud i forhold til resten af hiphopscenen.

‘Man On the Moon’ inkorporerede elektronisk musik gennem samarbejder med Ratatat og overraskede med gæsteoptrædener fra indieverdenen som MGMT – hvilket har været gennemgående i rapperens karriere, der også tæller sange med blandt andre Haim, St. Vincent, Father John Misty og senest Phoebe Bridgers.

Derudover sang Kid Cudi også nærmest lige så meget, som han rappede, hvilket velsagtens har inspireret Kanye og Drake. Og han kaldte allerede sig selv Rager små ti år før, Travis Scott snuppede den term til at beskrive sine fans.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Alle de ting var fremadsynede. Men det er nok især rapperens åbenhed om sit følelsesliv, der i højeste grad har sat spor. For i de seneste år er hiphoppen i høj grad blevet befolket af artister, der sætter ord på alt fra angst til selvmordstanker og stofmisbrug.

Faktisk har nogle af de seneste års største nye hiphopkunstnere – Juice WRLD, XXXTentacion, Lil Peep – dyrket en emorap-lyd, der ligger i klar forlængelse af de temaer, Kid Cudis musik dyrkede og fortsat dyrker.

Tematikken omkring angst og depression er desuden ikke kun tilstede i musikken. Det er også noget, rapperen kæmper med i virkeligheden, hvilket han har været imponerende åben omkring. Som da han tog på afvænning efter selvmordstanker og depression og skrev et yderst personligt opslag på Facebook.

»Jeg er helt enkelt en skadet person, der svømmer i et hav af følelser hver dag af mit liv«, lød det dengang. »Der er en voldsom storm inde i mit hjerte hele tiden. Jeg ved ikke, hvordan fred føles. Jeg kan ikke slappe af. Min angst og depression har styret mit liv, så længe jeg kan huske«.

Dén åbenhed omkring kampen med sine dæmoner vækker genklang i en generation, der er børn af opioiderkrisen, og som er præget af angst. Cudi var den første til at åbne det felt, som senere blev emorap.

Men også uden for emorappens verden er der sket et ryk mod en ny følsomhed i hiphopverdenen. Kunstnere som Tyler, the Creator og Brockhampton har skabt nuancerede værker, der tør være både følsomme og komplicerede – helt i ånden fra Cudi.

Det er også svært at forestille sig en rapper som Logic, hvis største hit handler om selvmord, uden Kid Cudi. »Da jeg hørte Kid Cudi første gang, følte jeg næsten, at den lille stemme i mit hoved havde lavet et album«, har Logic da også fortalt Billboard. »Det fik mig til at tænke: Den her motherfucker har angst? Jeg har angst!«

Følelsen af, at Kid Cudis messende emorap ligefrem giver stemme til ens inderste tanker, er gennemgående i de mange hyldester af ham. Han har formået at italesætte noget, der ikke kom til orde før, og derfor identificerer hans fans sig med ham i så høj grad. Logics »jeg har angst« er på en måde den perfekte indkapsling af den forbindelse, Cudi har med sine fans.

Og dén forbindelse eksisterer i dén grad stadig – og måske bedre end nogensinde – på ’Man On the Moon III: The Chosen’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Say ’I’m waitin’ to die,’ I cry / many nights I spent gettin’ fucked up, livin’ a lie«, rapper han på ‘Mr. Solo Dolo II’, der handler om ensomhed og stofmisbrug. »I swim in pain / never drown, keep my head up above the waves«, lyder det derefter på ‘Sad People’, der nærmest er hiphop som selvterapi.

Og så er der sange som ‘The Pale Moonlight’, der bygger en hel sang op omkring rapperens ikoniske »hmmm«-nynnen, eller ’Damaged’, der handler om at leve farligt og hurtigt, fordi man er skadet inden i, hvilket på sin vis er grundfølelsen for hele hiphoppens fascination med moshpitkultur.

Numre som ovennævnte er essensen af det, der har gjort Cudi så elsket. De er måske ikke verdens mest subtile sange, og Kid Cudis vokal er heller ikke vildt varieret. Stedvis er den på grænsen til decideret falsk. Jeg har heller ikke tal på, hvor mange gange han beskriver sit indre med pænt uoriginale metaforer som »en krig« eller »et helvede«.

Men det er netop ikke subtilitet, der tæller for Kid Cudis fans. For den manglende tekniske finesse er sekundær til den éne, store, klart formidlede følelse.

Det er i virkeligheden selve emorappens vigtigste kendetegn. Det handler om at kaste sig helt ind i én sindstilstand uden frygt for at fejle – det er følelsernes sejr over fornuften. Det forstod Kid Cudi som den måske første rapper. Og derfor skal man lytte til ham, hvis man vil forstå den emorap-generation, der fulgte i hans fodspor.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af