Travis Scott har lige holdt en pænt spektakulær koncert inde i spillet ‘Fornite’, hvor han blandt andet kunne gå på havet, optrådte omringet af guldskulpturer af sig selv og spillede ‘Highest In the Room’ under vandet. Men den helt store nyhed fra eventet var, at der var ny musik fra rapperen.
Den nye sang, der var annonceret på forhånd, viste sig at være et samarbejde med Kid Cudi – en af Travis Scotts største inspirationskilder – der hedder ‘The Scotts’. De to rappere har samtidig udgivet hele tre videoer til sangen, der alle er rimelig syrede.
‘The Scotts’ kommer i kølvandet på Kid Cudis tilbagevenden som soloartist – rapperen har netop udgivet ‘Leader of the Delinquents’, hans første solosang siden 2016. Travis Scotts seneste udgivelse er compilation-ep’en ‘Jackboys’ fra december, hvor han blandt andet samarbejdede med den nu afdøde rapper Pop Smoke på sangen ‘Gatti‘.