Kid Cudi har en lidt spøjs rolle på hiphopscenen. For selv om hans emo-orienterede, eksperimenterende stil har været meget indflydelsesrig og givet ham en meget dedikeret følgerskare, har han ikke opnået helt samme stjernestatus som mange af de rappere, der er fulgt i hans fodspor.
I stedet har Cudis fingeraftryk været tydelige gennem indflydelsen på eksempelvis Travis Scott og selvfølgelig i samarbejderne med Kanye West, der kulminererede i fællesalbummet ‘Kids See Ghosts’ fra 2018.
Nu skal det dog handle om soloartisten Kid Cudi igen. Rapperen har nemlig netop udgivet ‘Leader of the Delinquents’, der er hans første solosingle siden 2016.
Senere i år skulle der så lande et album ved navn ‘Entergalactic’, der også får en tilhørende Netflix-serie. Så måske bliver 2020 altså et år af de helt store for Kid Cudi.