Alle Kanye Wests album rangeret fra værst til bedst

I anledning af ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’s 10-års jubilæum ser vi tilbage på hele rapperens karriere.
Alle Kanye Wests album rangeret fra værst til bedst
Kanye West i 2015. (Foto: Kevork Djansezian/Getty Images)

TEMA – 10 år med ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’: Den 22. november kan Kanye Wests magnum opus fejre 10-års jubilæum. Vi hylder det skelsættende mesterværk med en række artikler – få overblikket HER.

Kanye West har været mange ting i løbet af sin karriere. Han har været hiphopscenens mest eftertragtede producer, fremstormende solokunstner, modeikon, autotune-eksperimentalist, noiserap-pioner og, senest, hiphopscenens store problembarn.

Manden er blevet kaldt geni af rigtig mange, megaloman af endnu flere og »jackass« af Barack Obama.

Men Kanye West har frem for alt bare været mere sig selv end nogen anden rapper. Det er nærmest som om, han ikke kan holde sig selv tilbage – både når han giver interviews, og når han laver musik.

Uanset om det gælder frustrationer over, at pladeselskabet ikke vil lade ham rappe om Gud (‘College Dropout’), vreden over modebranchens indbyggede racisme (‘Yeezus’) eller reaktionen på sin egen psykiske lidelse (‘Ye’), så har musikken altid afspejlet manden bag. Han brænder igennem. Og nogle gange brænder han ud.

Derfor er en rejse gennem Kanye Wests bagkatalog også en rejse gennem de mange stadier af hans personlige og musikalske udvikling.

Vi har besøgt de forskellige stop på vejen – og rangeret hans 11 album fra værst til bedst.

11. ‘Ye’ (2018)

De nyere Kanye-albums forbandelse er, at de ikke er som de gamle Kanye-album. For selv om ’Ye’ er et ret nuanceret og stedvis decideret smukt forsøg på et håndtere bipolar lidelse, familielivet og modviljen i den offentlige mening, er det bare ikke helt nok.

‘Ye’ er for kort, for ufærdigt og for kaotisk til at måle sig med rapperens storværker. Hos en anden artist ville man måske sige, at albummet spejler det kaos, der var i rapperens indre i perioden. Men hos Kanye forventer man bare noget mere og noget større.

Bedste sange:
’Wouldn’t Leave’ er en underspillet hyldest til hustruen Kim Kardashian, og ’Ghost Town’ er et af de få momenter, hvor albummet virkelig vågner.

10. ‘Jesus Is King’ (2019)

Hvor ’Ye’ blev tynget af forventningerne til et Kanye-album, skete det modsatte med ’Jesus Is King’. For da Kanye annoncerede et kristent rapalbum, vidste man vitterlig ikke, hvad man skulle regne med.

Så det var i virkeligheden overraskende, at der var en række ægte magiske momenter på 2019-albummet: Gudstjenesten bliver (som på ’Jesus Walks’) næsten militaristisk på ’Selah’, inspirerende på ’On God’ og decideret opløftende på ’Use This Gospel’.

’Jesus Is King’ er stadig langt fra et storværk – men det har øjeblikke, der kan måle sig med nogle af rapperens bedste.

Bedste sange:
’On God’ er næsten kristen trap, men de helt store øjeblikke kommer på de opløftende ’Use This Gospel’ og ’Selah’.

9. ‘Watch the Throne’ (2011)

Alt ved det her album er dyrt. Coveret ser dyrt ud, det kostede en formue at bruge samplet på ‘Otis’, og ingen rapsang udpensler sin egen ekstravagance så meget som ’Niggas In Paris’. Det er luksusrap på en skala, som kun Kanye West og Jay-Z kunne præstere det.

Det bedste billede på overdådigheden er nok de to rapperes stadionturné, hvor de spillede netop ’Niggas In Paris’ utallige gange i træk: Ikke kun én sejrsrunde, men en sejrstour, hvor man ikke bare får et bonusnummer, men en bonuskavalkade. Sådan lyder dominans.

Bedste sange:
’Niggas In Paris’ syv gange i træk.

8. ‘Kids See Ghosts’ (2018)

Af alle de album, Kanye skabte for sig selv og andre artister i den intensive ‘Wyoming-periode’ i 2018, står Kid Cudi-samarbejdet ‘Kids See Ghosts’ som det værk, der tydeligst indkapsler rapperens sindstilstand. For albummet lyder halvt som terapi og halvt som eksorcisme.

Kid Cudi nynner og summer, som om han prøver at berolige et skræmt barn, mens Kanye ustyrligt fræser rundt med sine dæmoner i hælene. På introen ’Feel the Love’ beder Cudi ham eksempelvis om at »feel the love«, hvilket Kanye besvarer med en lang svada af geværlyde. Det er kaotisk og fragmenteret – men ender til sidst i en forløsening.

Bedste sange:
De to modpoler: Den kaotiske ’Feel the Love’ og så ’Reborn’, hvor håbet ser ud til at sejre. Plus den uhyggelige ’4th Dimension’, der lyder som en mareridtsversion af en julesang.

7. ‘808s & Heartbreak’ (2008)

Der er en tid før og en tid efter det her album. Både for Kanye West selv, men også for hiphop- og popverdenen som helhed.

For Kanye var ’808s & Heartbreak’ den endelige afsked med the old Kanye, der lavede klog og klassisk soul-rap. I stedet kom der et iskoldt album, der kommunikerede sorg og personlige tab gennem fremmedgjort autotune og spartanske 808-beats.

Det var dybt personligt og helt unikt – og det har haft ekstremt stor indflydelse. Både fordi sang og rap siden er smeltet sammen, men også fordi det nu er helt normalt, at rappere tackler tunge temaer som her.

Bedste sange:
Autotune-eksplosionen ’Heartless’, den svævende ’Street Lights’ og selvfølgelig ’Love Lockdown’, hvor sorgen buldrer som sangens tribal-trommer.

6. ‘The Life of Pablo’ (2016)

Var det her album det sidste klassiske Kanye-værk eller begyndelsen på enden? Måske faktisk begge dele.

For ’The Life of Pablo’ er det foreløbig sidste Kanye-album, hvor han har den kunstneriske styrke til at forene alle samarbejdspartnerne til én stor helhed. Han rapper om nye emner som faderskab og familie og inkorporerer gospel og house. ‘The Life of Pablo’ viser på den måde en Kanye, der et tæt på topform.

Men det var også her, filmen knækkede. Albummet blev konstant udskudt og ændret – selv efter udgivelsen. Det var første gang, Kanye udgav noget lidt ufærdigt, hvilket desværre kun skulle blive værre senere. Og så er ’The Life of Pablo’ selvfølgelig også den sidste udgivelse før Trump-støtten og den følgende offentlige deroute.

Bedste sange:
Gospelrap-introen ’Ultralight Beam’ er allerede en klassiker, den housede ’Fade’ er fantastisk – og ’Wolves’ er måske den smukkeste hiphopsang om familieliv nogensinde.

5. ‘Late Registration’ (2005)

Kanye har altid haft store armbevægelser, og på efterfølgeren til debutalbummet var det som om, han ville bevise sig selv endnu mere – det er egentlig nok den drivkraft, der har holdt ham kørende i meget af karrieren.

På ‘Late Registration’ betød det, at Kanye hyrede (film)komponisten Jon Brion ind, der tilføjede orkestralt swung til de soul-samplende hiphopdyder med strygere, celloer og hele pibetøjet, mens hovedpersonen selv kiggede både ind i sig og ud mod verden – fra ‘Hey Mama’ til ‘Diamonds From Sierra Leone’.

Albummet introducerede den maksimalisme, som Kanye senere i karrieren både skruede op på 11 og pillede helt fra hinanden.

Bedste sange:
Den Curtis Mayfield-funky ‘Touch the Sky’, den tilbagelænede ‘Drive Slow’ og den overlegne ‘Diamonds From Sierra Leone’ kommunikerer meget godt bredden på det her album.

4. ‘Graduation’ (2007)

Det kan lyde underligt i disse tider, hvor Kanye er totalt utilregnelig, men frem til ’Graduation’ vidste vi egentlig godt, hvor vi havde ham. Kanye var ham, der lavede eftertænksom, personlig rap over soulsample-baserede beats. Men på ’Graduation’ begyndte udviklingen mod en mere ydersøgende artist.

Vi snakker Daft Punk-samples, shutter shades og et manga-albumcover af Murakami – pludselig var Kanye blevet futuristisk! Jo jo, her er stadig helt klassiske Kanye-stemmesamples, men også en masse synths og sange som ’Flashing Lights’, der i sin tid fik hiphop-puristen KRS-One til at udbryde: »Det der er ikke hiphop!«

Bedste sange:
’Flashing Lights’, ’Stronger’ og så den ultimative arrogante Kanye-sang: ’Can’t Tell Me Nothing’.

3. ‘The College Dropout’ (2004)

Kanye Wests albumdebut var øjeblikket, hvor stjerneproduceren blev til stjernerapper, men det var også mere end det. Det var momentet, hvor en ny form for hiphopkunstner trådte ind på scenen.

Én der rappede om Jesus og sociale problemstillinger, dyrkede pastelfarver og europæiske modebrands, og som måske ikke var den bedste rapper, men til gengæld lød som den, der mente det mest, når han rappede.

’College Dropout’ var et album, der startede de seneste 15 års største hiphopkunstner, og som samtidig tippede balancen fra gangstarap til en ny, nuanceret hiphopform.

»I woke up early this morning with a new state of mind / a creative way to rhyme without using knives and guns«, som det lyder på ‘Family Business’.

Bedste sange:
Den nærmest militaristiske kristendomshyldest ’Jesus Walks’, den opløftende ’Spaceship’ og så selvfølgelig ’Through the Wire’, der blev rappet gennem kæber, der var syet sammen efter et biluheld.

2. ‘Yeezus’ (2013)

Hvor går man hen efter det overdådige sammenskudsgilde ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ og luksusrappen på ‘Watch the Throne’?

Kanye rev hele lortet ned og begyndte at skrige ind i mikrofonen over et minimalistisk lydtæppe at industrielt skinger, men ikke mindre potent hiphop.

‘Yeezus’ var en klar modreaktion på fortidens bedrifter: Ingen opulente strygere, ingen endeløs strøm af gæsterappere. Bare Kanye, der i ét og samme omkvæd udnævner sig selv til Gud og råber efter croissanter. Og efterfølgende kommer med nogle af de mest intense race- og samfundskommentarer i hele karrieren.

Storhedsvanviddet nåede nye højder på ‘Yeezus’. Men det samme gjorde den musikalske innovation, og det er svært at forestille sig, at nogen som helst anden end Kanye kunne have lavet det her album.

Bedste sange:
Kanye lyder som besat på ‘Black Skinhead’, mens ‘New Slaves’ skærer helt ind til benet. Og ja, lad os da bare smække ‘Bound 2’ i puljen.

1. ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ (2010)

Det her er det modsatte af less is more. Ambitionerne er større end før, gæsterne flere end på de andre album, koncepterne er mere komplekse, og frem for alt er Kanye mere Kanye end nogensinde.

Det her er kunstner, der tror på, at hans personlige kamp er en historie, der kan måle sig med Homer eller Shakespeare. Og det vanvittige er, at det lykkes.

Kanyes episke saga om sig selv er fængslende, fascinerende og faktisk også universel. For i sin kerne er det her et album om at fucke op, finde tilbage og forstå sig selv. Det kan alle jo et eller andet sted relatere til.

For selv om ingen andre af os har stormet Taylor Swift på scenen til en prisuddeling, så har alle prøvet at finde frelse efter at have været et røvhul – som er den følelse, ’Runaway’ handler om. Det gør albummet til et tidløst værk, og ikke kun en kommentar på én specifik begivenhed.

Bedste sange:
Rick Ross og Nicki Minaj lagde deres karrierers bedste vers på ’Devil In a New Dress’ og ’Monster’, og Kanye gjorde Bon Iver til maksimalisme på den episke ’Lost In the World’. Men albummets hjerte er den magiske ’Runaway’, hvor Kanye skåler for alle verdens røvhuller.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af