TEMA – 10 år med ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’: Den 22. november kan Kanye Wests magnum opus fejre 10-års jubilæum. Vi hylder det skelsættende mesterværk med en række artikler i løbet af ugen – følg løbende med HER.
Der er delte meninger om Kanye West for tiden. Hans meget mærkelige præsidentkampagne har ikke ligefrem løftet hans image til nye højder. Tværtimod.
De senere år har der også været blandede reaktioner på hans musik. I 2018 udkom det noget ufærdige ’Ye’ på kun syv numre, og siden har Kanye udgivet et album med kristen rap (’Jesus Is King’) samt en gospeludgivelse (’Jesus Is Born’). Ingen af de album regnes som værende på niveau med Chicago-kunstnerens klassiske værker.
For én ting, der trods alt ikke er delte meninger om, er, at Kanye West har lavet nogle af den nyere hiphophistories største album. Og et af dem troner over dem alle: Det allerede ikoniske ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’, der den 22. november kan fejre ti-års jubilæum.
Det er et enestående værk – og det er det faktisk på godt og ondt. For Kanyes store klassiker er så unik og så gennemsyret af sin skabers personlighed og stilistiske præferencer, at det faktisk ikke har dannet skole. Det er noget så sjældent som en krystalklar klassiker, der egentlig ikke er blevet efterlignet. Ikke engang af Kanye selv: Hans næste album, det ligeledes klassikerkårne ’Yeezus’, gik en helt anden retning.
’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ er altså ikke Kanyes mest indflydelsesrige værk rent musikalsk. Den pris går nok til ’808s & Heartbreak’, der gjorde autotune kunstnerisk legitim og introducerede en kølig blanding r’n’b og rap som hiphoppens nye sprog.
Men dermed ikke sagt, at ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ ikke har inspireret senere musikere. Det er bare ikke selve albummets lyd, der har sat de største spor i musikverdenen – men snarere måden, det blev lavet på. For denne ti år gamle udgivelse revolutionerede faktisk hiphopverdenens tilgang til albumproduktion.
Hiphopsange og -album har nemlig typisk været en proces mellem to poler: En rapper på den ene side og en dj eller producer på den anden. Selve musikformen opstod jo faktisk på den måde, at dj’en var stjernen – rapperen eksisterede kun for at hype ham. Dén magtbalance tippede tidligt i hiphoppens historie, men selve den todelte form blev ved med at være den bærende kraft.
RZA producerede alle beats for Wu-Tang medlemmerne; Dr. Dre producerede for Eminem; DJ Premier producerede for… ja, alle New York-rappere i 90’erne. Rapper og producer havde et dialektisk forhold til hinanden.
Ja, selvfølgelig kunne der også være flere producere inde over samme sang. Dr. Dre havde co-producere, og Puff Daddy var kendt for at have et producerteam, der lavede beats, som han så satte sit eget navn på. Kanye West selv var en del af Jay-Z’s producerhold, der også talte legendariske Just Blaze.
Men i sidste ende kunne man næsten altid sige: Én person producerede denne sang for den her rapper. Produceren lavede et beat, rapperen rappede over det. Bom, færdig.
Men da Kanye West udgav sit magnum opus i 2010, sprængte han hiphoppens sædvanlige arbejdsfordeling i luften.
Det havde han på en måde allerede gjort i kraft af, at han selv var både rapper og producer på sine album og dermed udfyldte begge roller. Men på ’Dark Twisted Fantasy’ opløste han skellet fuldstændig ved at invitere massevis af andre musikere til at arbejde på albummet – både producere, rappere og sangere.
Se bare på en sang som ’All Of the Lights’: Der er på et tidspunkt et omkvæd, der er sunget af Rihanna, Drake og Fergie fra Black Eyed Peas. Der er en outro af Alicia Keys, en bro af Kid Cudi og et klaverintermezzo af fucking Elton John! The-Dream og spoken word-artisten Yusuf Malik har været med til at skrive den, mens Kanye Wests faste produktionspartner Mike Dean har arrangeret cello.
Dén blanding af samarbejdspartnere ville være imponerende at have på ethvert album – men Kanye har dem alle på blot én sang! Dét var fuldstændig uhørt, og det gjorde sangen til et flerstemmigt collageværk snarere end en dualistisk produktion.
Hvilken rolle har Kanye selv på sådan en sang, hvor der optræder så mange stemmer? Svaret er måske, at han er nærmest lige så meget dirigent og kurator som rapper og producer. Han opløser de gamle roller og bliver i stedet tyngdekraften i midten af værket. Det er Kanye, der lægger puslespillet; alle andre er brikker.
Selv en raplegende som Pusha-T måtte således omskrive sit ’Runaway’-vers flere gange, før Kanye var tilfreds; det samme skete for Rick Ross på ’Devil In a New Dress’.
Den tilgang til albumprocessen var en kæmpe nyskabelse inden for hiphoppen. Og det var en tilgang, som Kanye tog med sig videre. Hans næste album ’Yeezus’ opstod ud fra samme principper: På dét album samarbejdede han med folk som Daft Punk, Chief Keef, Travis Scott, Arca, Frank Ocean, Rick Rubin og helt sindssygt mange flere.
Lyden var som nævnt helt anderledes fra ‘Dark Twisted Fantasy’. Men tilblivelsesprocessen var den samme.
Men det er ikke kun Kanye selv, der har taget metoden med sig. To af de kunstnere, der var med til de nu legendariske sessions til henholdsvis ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ og ’Yeezus’, er faktisk blevet verdensstjerner ved at bruge en lignende tilgang. Nemlig Kanyes store frenemy, Drake, og hans mest succesfulde discipel, Travis Scott.
Lad os starte med Drake. Verdens nok største rapstjerne startede nemlig karrieren under Lil Waynes vinge, men fløj hurtig over til Kanye West.
Han lavede et cover af Chicago-rapperens ’Say You Will’ i form af ’Say What’s Real’ på gennembruds-mixtapet ‘So Far Gone’ i 2009, og hans første single fra albumdebuten ’Thank Me Later’ fra 2010 var den Kanye-producerede ’Find Your Love’, der lød som en b-side fra ’808s & Heartbreak’. Derefter var Drake en del af holdet, der arbejdede på ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’.
Siden da har Drake taget Kanyes genre- og grænseløse tilgang til samarbejder til et helt nyt niveau. Den canadiske superstjerne har lavet musik med alle: Jamaicanske Popcaan, nigerianske Wizkid, britiske Headie One, sydafrikanske Black Coffee. Han har dyppet sine tær i drill med Fivio Foreign, lavet trap med Future og endda lavet en freestyle, hvor han rapper med britisk accent.
Det er næsten som om, han har taget Kanyes koncept om at samarbejde så bredt som muligt og gjort det til sin egen livsfilosofi.
Men hvor Kanye brugte den kollektive musikskabelse som metode til at skabe et album, er Drakes tilgang mere spredt: Han samarbejder vidt og bredt, men når han laver et album, er det ofte i tæt parløb med den faste producer Noah ’40’ Shebib – om end han også har taget tilgangen med flere tekstforfattere og musikalske samarbejdspartnere til sig.
Her har Travis Scott i langt højere udstrækning adopteret mentoren Kanye Wests filosofi om at fokusere samarbejderne på ét stort albumværk, hvilket man især kan se på hans foreløbige hovedværk ’Astroworld’. Se bare storhittet ’Sicko Mode’, der nærmest er et skoleeksempel i dén metode, Kanye udviklede tilbage i 2010.
Sangen har hele tre forskellige beats, stemmesamples af Biggie, Big Hawk og Uncle Luke, gæsteoptrædener af Drake og Swae Lee samt seks krediterede producere, hvoraf den ene sørme er ingen anden end Mike Dean – også kendt som Kanyes højre hånd.
Lyder opremsningen lidt ligesom beskrivelsen ’All Of the Lights’? Så er det måske fordi det er der, teknikken kommer fra. Gæsterapperen Swae Lees gæsteoptræden er endda reduceret til en enkelt linje – ligesom visse af stjernerne på ’All Of the Lights’, der til dels kun optrådte som baggrundsstemmer.
Man kan også beskrive Travis Scotts rolle på ’Astroworld’ lidt på samme måde som Kanye Wests i 2010: Han er lige så meget kurator og dirigent som noget andet. Og ligesom på ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ gør Scott også meget ud af at tage kunstnere fra de forskelligste genrer ind i universet.
Kanye inviterede Bon Iver og Elton John ind i varmen; Scott gjorde det samme med Tame Impala og Stevie Wonder. Derudover er der også gengangere, der har samarbejdet med begge: Kid Cudi, Mike Dean, Frank Ocean og selvfølgelig Drake.
På den måde er ’Astroworld’ i virkeligheden nok det album, der allermest spejler ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Men selv det album har ikke samme ekstreme overflod af ideer, gæster, stilretninger og stemninger som Kanyes hovedværk.
For ‘Dark Twisted Fantasy’ har ændret måden, man kan lave album på – men ingen har kunnet lave et album helt som dét.