Tak, Gud: ‘Jesus Is King’ har genoplivet Kanye West
Det siger sig selv, at et Kanye West-album om Gud i virkeligheden mere er et album om Kanye end om Gud. Eller rettere: Det er et album, der handler om, hvordan en søgen efter Gud kan gøre Kanye til Kanye igen. Til dén enestående artist, der har præget de to sidste årtier som få andre, men som på det seneste har været ude på en kunstnerisk og menneskelig ørkenvandring – for nu at blive i Bibel-billederne.
For første gang i mange år er der noget på spil. Albummet skal ikke bare bevise noget; det skal vise noget – det skal vise os en ny Kanye West.
Og ’Jesus Is King’ lyder stedvis som om, Chicago-kunstneren mobiliserer sine stærkeste virkemidler for at leve op til den udfordring. Albummet er et tematisk skift, en lydmæssig kraftpræstation og et værk, der afslutter Kanyes ørkenvandring ved at give os en kristen fabel om en storm, der skal mestres, før solstrålerne igen dukker op.
Efter et kor fra Kanyes ugentlige Sunday Service-gudstjenester synger albummet i gang på ’Every Hour’, følger fire turbulente tracks, der er blandt de mest uforudsigelige og originale, han har præsteret i lang tid.
Det er nærmest en storm af ideer, euforisk hengivelse til Gud og uventede lyde. Som om de her sange indkapsler kampen for troen, hvor fjender og fristelser skræmmes væk. Kanye indleder ’Selah’ med samme maniske energi, som han før lagde i selvhyldester som ’Power’, mens kirkekor og marcherende trommer pisker det lydmæssige uvejr op.
Herefter følger ’Follow God’, hvor han helt enkelt finder det perfekte, frembrusende flow og bliver i det en hel sang, den dystre ’Closed On Sundays’, der næsten lyder som en form for djævleuddrivelse – og så den euforiske ’On God’, der er en fejring af sejren.
Efter den her stormfulde start lægger bølgerne sig, og vi får en række sange om at finde fred og frelse.
Først ’Everything We Need’, der bruger Ty Dolla Sign og Ant Clemons som et fredfyldt kor, der indvarsler roligere tider, og derefter ’Water’, der er en meditation om at opnå total indre ro. »We are water / pure as water«, synger et kor, og Kanye giver et nærmest messende vers, hvor alle linjerne starter med »Jesus!«. Dén passage af ‘Jesus Is King’ krones så af ‘God Is’, hvor Kanye er i fuld prædike-mode: »Christ is the fountain that filled my cup«, udbryder han blandt andet.
Opbygningen går fra kaos til orden og fra storm til solskin. Det kan føles som en forlænget gudstjeneste, der dramatiserer den store kamp og den store frelse, og dén dramatiske udvikling er fascinerende at følge. Oftest.
For det skal dog siges, at den storladne fremdrift får et par bump på vejen, fordi Kanye stadig ikke har droppet sin hang til corny punchlines. Som når han sammenligner kirken med fastfoodkæden Chick-Fil-A (’Closed On Sunday’) eller forsøger klodsede ordspil som på ’On God’: »Back when I thought the Book of Job was a job«. Men helt ærligt: Corny punchlines har altså været en del af Kanye siden starten. Hvorfor skulle han stoppe med dem, bare fordi han nu rapper om Jesus?
Så er det straks værre, at lydbilledet også er tæt på at blive en smule for harmonisk i midten af albummet. De meditative sange om freden efter stormen er nu engang ikke så spændende som den turbulente start af albummet. Stormfulde sange som ’Selah’ er helt enkelt en del mere inspirerende end vandmeditationer som ’Water’.
Men på trods af tekstmæssige fejltrin og lidt for stille passager, reddes det hele alligevel hjem af den episke afslutter ’Use This Gospel’, der er intet mindre end en genistreg, der formår at give hele rejsen på ’Jesus Is King’ mening. Det er det store klimaks, der retfærdiggør og ophøjer alt, der kom før.
En insisterende tone, der knytter an til den ikoniske klavertone fra ’Runaway’, klirrer stille afsted, mens Kanye henter brødrene No Malice og Pusha-T fra den hedengangne duo Clipse ind til dramatiske vers om kampen mellem det gode og det onde. De to brødre leverer enestående præstationer.
No Malice afslutter sit vers med en opfordring til at støtte sin broder, selv når han synder, hvilket virker som en hentydning til netop Pusha-T. Og samme sekund, rapperen afslutter verset, er det som om alle lysene på albummet slukkes, og Kenny G træder ind på scenen med en hjemsøgende saxofonsolo.
Det er den slags ting, der næsten er for dramatiske – eller for kitschede – til at virke, men i den her kontekst går alt (for at bruge en passende sakral vending) op i en højere enhed. Saxofonen føles virkelig som frelsens fanfarer efter et album, der handler om kampen for at nå derhen.
Kenny G’s saxofonsolo er det øjeblik på ’Jesus Is King’, hvor albummet i højeste grad når sin mission om at forene hiphoppens evne til at fremstille kampen for opstigning med gospelmusikkens dramatisering af frelse. Men der er faktisk en række øjeblikke, hvor Kanye formår at skabe uventede drejninger i sangene, der giver albummet vind i sejlene.
Der er også accelerationen i slutningen af ’Selah’, der skaber den første turbulente fremdrift på albummet, og de uventede, alarmerende synths, der overtager i slutningen af ’Closed On Sunday’. Og så er der selvfølgelig de mange referencer til tidligere sange, der knytter albummets tematik om kampen for frelse an til hele karrieren.
’Follow God’ bruger for eksempel et lignende sample som ’Father Stretch My Hands’ fra ’The Life of Pablo’, hvilket peger på tidspunktet, hvor den kristne retning intensiveredes, mens det berømte »Okay«-sample fra ’Mercy’ dukker op på ’On God’ – hvilket minder os om, at ’Mercy’ jo faktisk godt kan læses som en kristen titel.
Mest åbenlys er dog skriget i slutningen af ’Follow God’, der er en reference til ’I Am a God’ fra ’Yeezus’ – men som her er indsat i en kontekst, der jo netop handler om, at Kanye er færdig med et lege Gud og hellere vil finde Gud.
Det føles altså som om, der igen er en mening med det hele hos Kanye West. Han vil noget, og han bruger sine usammenlignelige kunstneriske evner til at nå frem til det. Dén nærmest megalomane skabertrang har været savnet de seneste år.
Det er langt fra et perfekt værk, han skaber her – nogle af manglerne er nævnt tidligere, og albummets korte længde og meget spraglede lydbillede minder mere om sidste års ’Ye’ end om fordum tids storværker.
Men noget er vågnet i Kanye. Hans musik er levende igen. Genoplivet af Gud – eller i hvert fald af hans søgen efter ham.
Kort sagt:
Kanye Wests kunsteriske og menneskelige ørkenvandring ser ud til at være slut. ‘Jesus Is King’ er nemlig et stormfuldt og originalt album, der skaber en fængslende kristen fabel om, hvordan rejsen gennem uvejr fører frem til fred og frelse.
Læs også: Fem ting vi lærte af nyt stort Kanye West-interview – om sexafhængighed og et julealbum