Vi var i biografen og se Kanye West-filmen ’Jesus Is King’ – den bragte os tættere på en notorisk verdensfjern kunstner

Fredag aften blev Kanye Wests 'Jesus is King'-film vist eksklusivt i Cinemaxx i Aarhus og København. Vi var inde og se det 30 minutter lange værk i København, og der er tale om en spøjs, ambitiøs film – og en, der førte os tættere på Kanyes spirituelle verden.
Vi var i biografen og se Kanye West-filmen ’Jesus Is King’ – den bragte os tættere på en notorisk verdensfjern kunstner
Kanye West under Sunday Service på Coachella. (Foto: Rich Fury/Getty Images)

Kort før jeg bevægede mig ind for at se ‘Jesus Is King’-filmen i Cinemaxx på Fisketorvet, udkom albummet endelig. Jeg havde med andre ord ikke tid til at lytte til det, inden jeg så filmen i biografen, men jeg satte det selvfølgelig på, så snart filmen var overstået. Og jeg blev ganske overrasket over, hvor forskellige oplevelser, de to værker egentlig er.

Da begge dele varer omkring en halv time, antog jeg, at filmen blot ville være en billedside til albummet af samme navn. Men alene musikalsk var de to vidt forskellige bedrifter. Musikken i filmen var stort set rendyrket gospel – hvor albummet altså hovedsageligt er hiphop, men selvfølgelig stadig med tydelige gospelelementer.

Derudover var der påfaldende lidt Kanye i filmen – både på lærredet og over lydsystemet. Hvis Kanye var sanger i gospelkorene, kunne man kun ganske sjældent se eller høre ham. Selv når jeg endelig mente, jeg kunne se ham, havde han enten hovedet dybt begravet i sine hænder, eller også optrådte han som en silhuet.

Gospel for alle pengene

At tage ind og se en Kanye-film for at få serveret en halv times gospelkor lyder som lidt af et antiklimaks. Og når filmen sikkert uundgåeligt udkommer på Youtube eller Netflix, så vil det helt klart også føles sådan. For med undtagelse af det bizarre moment, hvor koret synger »Jesus Is King« til melodien af Carl Orffs ‘O Fortuna’, er størstedelen af sangene i filmen ikke noget, der er uhyre mærkværdigt at høre fra et gospelkor.

Det, der dog gjorde, at det stadig var en flot oplevelse, var Imax-lyden. Hvis man en dag ser ‘Jesus Is King’-filmen med et sonisk setup, der ikke er nær så sofistikeret som Imax’ komplekse højtalersystem, vil meget af magien altså gå tabt. Det var virkelig flot at høre gospelmusik omgive en fra alle leder og kanter, og på den måde blev Kanyes spirituelle følelser kommunikeret rigtig flot.

Det føltes lidt som at være i en kirke med virkelig flot akustik – som om højtalerne svarede igen med kirkelig rumklang. Lyden omgav hele salen så flot, at det næsten føltes som om, vi var i tilstedeværelsen af noget, der var større end blot det menneskelige. storladent var det.

Storladen visuel minimalisme

Her har vi en tilsyneladende selvmodsigende underoverskrift! Hvordan i alverden kan noget både være storladent og minimalistisk?

Jo, stort set hvert eneste skud i filmen var velovervejet, velkomponeret, symmetrisk og baseret på smuk, stilbevidst arkitektur. Ofte var det selve gospelkoret, vi så synge, eller også var det bygninger, der virkede kirkelige, uanset om de så teknisk set var kirker eller ej.

Men det var også minimalistisk – bare i forhold til, hvor lidt der blev klippet, og hvor statisk filmfotografiet var. De fleste skud varede flere minutter, ofte uden kameraet bevægede sig. Hvis det endelig bevægede sig, var det næsten mekanisk – en konstant fremadgående bevægelse eller en konsekvent roterende cyklus. Mellem visse sekvenser fik vi et bibelvers, konsekvent på en sort baggrund.

Jeg vil ikke lyve – tit blev det lidt ensformigt at se på. Det var tit flotte vinkler, der var smukt belyst, og det gav en del kontekst til de skønne toner, man hørte igennem biografens højtalere. Men selv med det in mente var det ikke altid lige spændende at iagttage. Ofte følte jeg, at der gik alt for lang tid, uden at jeg fik noget visuelt input, der rent faktisk gav mig noget nyt, spændende at se på.

Men hvad er ‘Jesus Is King’-filmen for en størrelse?

Ja, det er så et spørgsmål, der er svært at svare på. Jeg føler mest af alt, det er et værk, der bringer os tættere på, hvem Kanye West er som person – især på et spirituelt plan.

Filmen gav mig især det indtryk, at Jesus er en vigtig figur for Kanye – en skikkelse, der motiverer ham til at lave sin kunst (men så tydeligvis ikke til at udgive den i tide). Jeg forstod ikke nødvendigvis altid, hvorfor de refererede bibelcitater var relevante for konteksten, men jeg forstod altid, at Kanye følte en tilknytning til dem.

Jeg ved ikke nødvendigvis, hvor glad jeg egentlig er for filmen. På mange måder er den både retningsløs og ensartet, og hvis jeg ikke i forvejen var meget investeret i Kanye som kunstner, ville jeg næppe føle, at jeg havde fået noget ud af den ud over nogle kønne gospelhymner. Men som inkarneret Kanye-fan gennem adskillige år var jeg alligevel betaget af oplevelsen. Det var smukt, og jeg følte mig tættere forbundet med en notorisk verdensfjern kunstner, end jeg nogensinde havde været før – også selv om jeg ikke nødvendigvis altid syntes, selve indholdet var lige berigende.

Læs også: Vores førstehåndsindtryk af Kanye Wests ‘Jesus Is King’ – sang for sang

Læs også: Fem ting vi lærte af nyt stort Kanye West-interview – om sexafhængighed og et julealbum

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af