Én tragisk linje skiller sig ud på Vince Staples’ hidtil mest poppede album
Det er under et år siden, Vince Staples udgav sit selvbetitlede minialbum. Her så vi rapperen bevæge sig væk fra højtråbende, aggressive bangers og mod mere melankolske, vemodige toner. Lyden var blidere end før, men ikke nødvendigvis mere bredt appellerende – for hvor ‘Vince Staples’ vandt på stemning, var det bagud hvad gjaldt catchy hooks.
Efterfølgeren ‘Ramona Park Broke My Heart’ er knap dobbelt så langt, og Staples fortsætter i høj grad den stil, han etablerede for et lille års tid siden. Og hvor et hook-fattigt album på 22 minutter kan fungere fint, har han denne gang sørget for at krydre de bekvemme beats med mindeværdige omkvæd.
Sange som ‘Aye! (Free the Homies)’, ‘DJ Quik’, ‘Magic’ og ‘Lemonade’ er stærke ørehængere – og Staples formår at lege med sit flow, så individuelle verselinjer på eksempelvis ‘When Sparks Fly’ og ‘Player Ways’ rammer med ekstra nerve.
Det er det tætteste, Staples nogensinde er kommet på at lave egentlig poprap, og han er overraskende god til det.
Han har da også assistance fra erfarne producere som Mustard, DJ Dahi og Cardo – de to sidstnævnte er måske ikke så kendte i egen ret, men de har produceret store hits for Kendrick Lamar og Drake. Modsat Staples’ seneste par udgivelser er der ikke nogen fast, gennemgående producer, men på tværs af tracklisten forstår alle at ramme den samme varme, afslappede californiske lyd, som leder tankerne hen mod den titulære Ramona Park i Long Beach, Californien.
En popudgave af Vince Staples er måske ikke så tiltalende i sig selv – og ligesom på forgængeren er der ikke meget tilbage af den ustandselige fandenivoldskhed, der ellers definerede hans output i mange år.
Men når man ikke råber og brager løs, er der tid til at ånde ud og reflektere. Og Vince Staples bruger netop ‘Ramona Park Broke My Heart’ til dette.
Lige fra det 67 sekunder lange intronummer skildrer han en opvækst i Ramona Park, hvor man ikke havde råd til at have lys i sin lejlighed, med mindre man kastede sig ud i bandemiljøerne, hvor ens liv blev præget af skydevåben, mistanker om stikkere og venner, der dør i en alt for ung alder.
Derefter hører vi i det første egentlige nummer, ‘Aye! (Free the Homies)’, at Vince Staples’ største ønske ville være at befri alle de homies, der sidder bag bjælker.
Staples lyder udbrændt. Som om, han ikke længere kan få sig selv til at gøre oprør og stikke to gange midterfinger i vejret mod autoriteterne. For som han rapper om på ‘DJ Quik’, er han nu rent faktisk i besiddelse af de penge, han dengang i Ramona Park kun kunne skaffe gennem vold og kriminalitet.
Alligevel sidder Ramona Park-fortiden dybt i ham. Og selv hvis Ramona Park havde mistet grebet om Staples, ville der stadig være en ny generation af drenge, der ville opleve det samme, som Staples voksede op med.
Og det er ikke fordi, han mentalt pludselig er et bedre sted. Som han rapper på ‘Magic’: »Crip and blood shit / that’s the only thing I ever been in love with«.
Personligt ser jeg det som den mest tragiske linje på hele albummet. At al den ulykke har været det eneste, der har vakt så store følelser i Staples – som Jesse Pinkman i ‘Breaking Bad’, der vender tilbage til en Walter White, der er mere destruktiv end nogensinde, fordi det er det eneste sted, han kan finde en mening med tilværelsen.
‘Ramona Park Broke My Heart’ er et album, der overbeviser mig om, at Vince Staples ikke behøver at råbe længere. For han har levet et liv, der ville tage pusten fra de fleste. Og så er det helt på sin plads at ånde ud.
Kort sagt:
Vince Staples har begået et tungsindigt, indadskuende album, hvor man bliver lokket ind af poppede hooks og varme beats, men for alvor bliver fængslet af den benhårde socialrealisme, der definerer albummets lyriske univers.